Kulturkrukken

Pussy Riot-pigerne ved åbningen. Foto: Ole Schwander.

Den aktuelle Pussy Riot invasion ‘Velvet Terrorism’ på Louisiana er efter min mening en af de vigtigste udstillinger meget længe – endda på verdensplan. Det drejer sig denne gang om politik og ytringsfrihed og griber dermed direkte ind i for eksempel debatten om ‘koranloven’. Jeg vil ønske, at vores politikere, og alle andre, valfarter til Humlebæk og ser udstillingen. Præsentationen går lige i hjertet, det er faktisk en af de udstillinger, der har rørt mig mest – nok på grund af aktualiteten. Jeg gik i hvert fald fra udstillingen både opstemt og oprørt. Opstemt fordi den dokumenterer mennesker, der frygtløst bekæmper det onde, og oprørt fordi det stort set sker lige uden for vores gadedør – i dag.

Pussy Riot – Pis på Putin. Foto: Ole Schwander.

Af egentlige ‘kunstværker’ er der faktisk kun to. Men de er til gengæld fascinerende. Det første er en stor video, der viser et kvindeligt Pussy Riot-medlem, der pisser på et portræt af Putin. Mon det ville være tilladt at vise, hvis det var den iranske leder? Eller Profeten selv for den sags skyld? I en anden video rives Putins russiske forfatning i stykker og brændes. UHA, UHA …! Hvad siger vores regering til det? Det andet er en installation, en celle man går ind i, hvor den russiske nationalmelodi spilles for fuld hammer. Den blev spillet højt hver morgen klokken seks i de celler Pussy Riot-medlemmerne sad i, fortælles det.

Det er bevægende at se de mange videoer, billeder og tekster, der i kronologisk orden fortæller om Pussy Riots aktioner. Det maner til eftertanke. Tænk at risikere lange fængselsstraffe i et russisk fængsel for at ytre sig om styret. Unge mennesker, der forfølges, piskes og fængsles for at sige styret imod og som vedbliver at kæmpe for deres rettigheder.

UHA, UHA – Masha fra Pussy Riot brænder den russiske forfatning. Godt, det ikke er Koranen eller en anden hellig skrift! Foto: Ole Schwander.

Når det er sagt, så bryder jeg mig ikke om formen. Det er underligt at komme til en fuldendt arkitektonisk perle – et smukt, velholdt museum med et friseret haveanlæg, man ikke kan sætte en finger på, og så skulle opleve en form for anarkistisk optøjer, med punkmusik og uorden. Efter min mening hører udstillingen i højere grad til i en rå og faldefærdig fabrikshal end på et elegant museum. Jeg bryder mig heller ikke om, at opsætningen er  ‘punket’ på en påtaget måde. Billeder og tekster sidder alligevel for pænt ‘skævt’ sat nydeligt op med pastelfarvet tape. Der mangler saft og kraft. Jeg havde langt hellere set, at ophængningen var mere klassisk ‘museumsagtig’, så det passer til Louisiana. Det samme gælder det flotte katalog. Det ville være mere ærligt, og budskabet ville bestemt ikke være gået tabt ved, at det blev gjort på den måde. Jeg kommer til at tænke på udtrykket: “Vi smadrer byen – på en ikke-voldelig måde” … ! Indvendingerne gælder dog kun formen. Indholdet, det kan ikke anbefales nok.

Russisk celle, hvor den russiske nationalsang brager ud af højttalerne. Installation. Foto: Ole Schwander.

I Vridsløselille Fængsel findes kulturstedet Porten, som er et samlingspunkt for iværksætteri, kreativitet og fællesskab i hjertet af Albertslund. Ud over rundvisninger i fængslet arrangeres der store og små oplevelser – alt fra øl og rock til kunst og fortællinger.

Med titlen Jord/Liv udstiller kunstnerne Marika Seidler og Hartmut Stockter i en af gangene i fængslet, ligesom nogle celler er også inddraget til værkerne. Både Marika Seidler og Hartmut Stockter er i deres kunst optaget af jordens mikroliv og det mylder af liv og processer, der er så vital for alle levende organismer. Billed-, video- og performancekunstneren Marika Seidler viser nogle underfulde og tankevækkende installationer af organiske former i forskellige materialer herunder store og imponerende svampe fremstillet af skumgummi. Stockters kunst undersøger naturen ved brug af selvopfundne, håndbyggede og finurlige manuelle redskaber, og desuden udstiller han en række af sine fremragende store tegninger.

Ud over den kunstneriske oplevelse, kan publikum opleve fængslet indefra og filosofere lidt over forbrydelse og straf, når man betragter de små, middelalderagtige celler.

Der er gratis entré på Fængselsvej 39, 2620 Albertslund.

Læs mere om udstillingen her.

Porten: 10. september – 5. oktober 2023. Åben torsdag og søndag kl. 11-15.

En gruppe af Marika Seidlers eventyrlige skumgummisvampe.

Det er opløftende når vores grønlandske medborgere træder ind på den danske kunstscene. Statens Kunstfond har udpeget den grønlandske billedkunstner Inuuteq Storch til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen 2024 – og På SMK præsenteres en udstilling af Jessie Kleemann, der er født i  i Upernavik (1959), men bor og arbejder i København. På den aktuelle udstilling på SMK viser Kleemann – blandt andet med en række helt nye værker – hvordan grønlandsk identitet, kultur og natur ændrer sig over tid.

Et både opfindsomt, muntert og tankevækkende indslag er en kæmpe hundeslæde monteret med store ATV-dæk, en hundeslæde anno 2023, der er konstrueret til et forandret landskab, hvor isen smelter, og fangerlivets muligheder ændrer sig. Som ‘bagtæppe’ til slæden ses en ligeså munter og tankevækkende video-performance, Tiden løber løber tiden, der på en række separate skærme viser Jessie i fuldt firspring gennem et sneklædt landskab.

Kleemann dyrker ikke en romantisk længsel efter fortiden eller en oprindelig kultur. Tværtimod. Hun bruger sin kulturelle arv som et levende materiale, der kan bearbejdes og få nye betydninger. Dermed udfordrer hun den eksotiske drøm om et uspoleret Grønland og de mere stereotype forestillinger, der ofte bider sig fast i diskussionen om koloniserede folkeslag.

Det universelle, eksistentielle spørgsmål ”Hvem er jeg?” ligger som en understrøm i hele hendes virke. Gennem årene har spørgsmålet udfoldet sig med stadig flere nuancer, der i Kleemanns nyeste værker både legende og med vrede og smerte peger mod utopiske og dystopiske fremtidsscenarier.

SMK: 4. august – 26. november 2023

‘Slæden på vej, 2023′. Installation, Courtesy: Jessie Kleemann. Foto: Frida Gregersen.

Louisianas udstillingsrække om Arkitekturens Værksteder har budt på store og fremragende arkitektoniske indtryk, som også sprænger rammerne for, hvad man normalt betragter som arkitektur. Det er fremsynet – og modigt. Den sjette og sidste udstilling i serien  på Louisiana præsenterer med en overdådig udstilling den kenyanske tegnestue Cave_bureau, som er et Nairobi-baseret bureau af arkitekter og forskere, der kortlægger udforskninger af arkitektur og urbanisme i naturen.

Deres arbejde adresserer den antropologiske og geologiske kontekst af den postkoloniale afrikanske by som et middel til at konfrontere udfordringerne i vores nutidige landlige og urbane liv – en form for ’omvendt futurisme’. Kun ved at kende fortiden kan de skabe bæredygtige løsninger for fremtiden.

I form af en overflod af forskellige udtryksformer som objekter, film, billeder og installationer tager Cave_bureau afsæt i de vulkanske grotter omkring Nairobi, der er millioner af år gamle og rummer vigtige vidnesbyrd om Kenyas historie.

En helt overvældende installation, som faktisk er hele besøget værd, er den enorme gengivelse af Shimoni-grotten, der ligger ved kysten mod det indiske ocean. Grotten er omdannet til en vævet struktur i det bæredygtige naturmateriale rattan og fremstillet i så godt som naturlig størrelse for at gengive grotternes rumlighed og stoflighed. Hele installationen er ‘vævet’ af fire danske kunsthåndværkere, som har arbejdet på projektet i månedsvis i en fabrikshal i københavnsområdet og færdiggjort det på selve udstillingen. Et helt enestående arbejde, der er inspireret af oldgamle håndværk og byggeteknikker og blevet til i samarbejde med CITA, Centre for Information Technology and Architecture på Royal Danish Academy – Architecture, Design Conservation i København.

I dag er området omkring grotterne kilde til geotermisk energi, en vigtig medspiller i den grønne omstilling. Udvindingen af grøn energi har dog store konsekvenser for både natur, dyr og mennesker.

Et andet interessant og perspektivrigt projekt er en ‘Steam Harvester’, et lokalt vandinfrastrukturprojekt, der går ud på at høste damp i tørkesæsonerne, og skabe reservoirer til at opsamle regnvandhos Mount Suswa Maasai-samfundet.

Cave_Bureau fik sit internationale gennembrud, da de blev inviteret til at deltage i den prestigefyldte Arkitekturbiennale i Venedig 2021.

Se Cave_Bureaus hjemmeside her. og på Instagram her.

Louisiana: 29. juni – 26. november 2023

Fuldstændig imponerende installation, der repræsenterer en kæmpe hule, håndvævet
i det bæredygtige naturmateriale rattan. Fra Louisianas udstilling ‘Cave_bureau’. Foto: Ole Schwander.

Jeg ved, der er pligtaflevering af tryksager til Det Kgl. Bibliotek, men ikke at det også gælder computerspil. I årenes løb er det blevet til flere end 4.000 danskproducerede spil, og samlingen danner nu grundlaget for en underholdende og interessant udstilling om computerspillets historie set med danske øjne.

Et ‘hyggehjørne’ på udstillingen medS kærmtrolden Hugo. Foto: Ole Schwander.

Udstillingen i Den Sorte Diamant er stor og flot og særdeles kreativt sat op, og den kan med fordel ses af både ‘computernørder’ og ‘lægfolk’. Den er udformet på pædagogisk vis startende med de første danske computere DASK – og GIER, der var den første, hvor det blev muligt at spille computerspil.

Med tanke på de nye AI-systemer er det morsomt at se et lille filmklip, hvor den ‘oldgamle’ computer ved hjælp af 20 ja/nej-spørgsmål deducerer sig frem til at komme med det rigtige svar.

Udstillingen åbner i det hele taget for historien om dansk computerspil som et univers af fantasi, fællesskab og forskning. I udstillingen kan de besøgende dykke ned i computerspillenes fascinerende universer, udforske computerspils afsmitning på andre dele af vores liv, høre forskernes bud på hvordan ‘gamification’ påvirker vores hverdag og ikke mindst prøve at spille spil fra fem årtier – fra skærmtrolden Hugo til VR-spillet What the Bat? Eneste kritik jeg kan komme på er at de i øvrigt glimrende og informative tekster ikke altid hænger i øjenhøjde.

Den Sorte Diamant: 21. juni 2023 – 13. januar 2024

Et kig ind i den imponerende flotte og oplysende udstilling om de danske computerspils historie. Foto: Ole Schwander.

I sit indsigtsfulde indlæg ‘Ud af mørket’ fra det imponerende og rigt illustrerede katalog til SMKs aktuelle udstilling Barok – ud af mørket, skriver den tidligere direktør for SMK, Mikkel Bogh: “Barokkens kunst exellerede i det klareste lys og det tætteste mørke. Ikke kun malet frem gennem slående kontraster, men også udtrykt i glidende overgange og spillende mellem stoffets uendelige folder … Verden består af lys og skygge. Ingen af delene kan fjernes eller undværes. Måske er det barokkens vigtigste erkendelse.”

Barokmaleri i Europa henviser til den fremtrædende kunstneriske stil, der opstod i det 17. århundrede og varede indtil begyndelsen af det 18. århundrede. Det opstod i Italien og spredte sig derefter over hele Europa og blev tidens dominerende kunstneriske bevægelse. Barokmaleriet er præget af storhed, dramatik og en følelse af bevægelse og lidenskab.

Ud af mørket – et studie af lys og skygge.
Her en af de meget udbredte vanitas-skildringer, der henviser til livets forgængelighed.
Fremstillingerne er præget af de talrige symboler på det,
man så som livets skrøbelighed.
Pieter van der Willigen i 1670.

Som Mikkel Bogh er inde på, er et af de vigtigste træk ved barokmaleri brugen af lys og skygge for at skabe en stærk kontrast og give en følelse af dybde. Kunstnere brugte en teknik kaldet chiaroscuro, en måde at bruge lys til at fremhæve bestemte områder af maleriet, mens andre dele efterlades i skygge. Denne teknik tilføjede en dramatisk effekt og skabte en nyskabende følelse af dybde, tredimensionalitet og stoflighed. En kraftfuld, visuel oplevelse efter de mere skematiske og endimensionelle renæssancemalerier.

Som det også fremgår af kataloget var barokken en handelsmæssig fremgangstid, der betød velstand hos store dele af borgerskabet, men på en dyster baggrund med slavehandel, voldsomme krige og konflikter samt klimaforandringer, der betød omfattende sygdomme, sult og nød. Her er det værd at studere Jacques Callots raderinger, der skildrer krigens grusomhed, rædsler og elendighed.

Religiøse temaer var fremtrædende i barokmaleriet, og mange af værkerne blev bestilt af den katolske kirke under modreformationen. Kunstnere søgte at fremkalde stærke følelser hos seerne og formidle motivets intensitet og spiritualitet. Malerierne skildrede ofte bibelske scener, helgener og martyrer, portrætteret på en teatralsk og dynamisk måde. Stilleben, landskaber og genrescener var også yndede. 

På den aktuelle udstilling på SMK vises et bredt udvalg af alle genrerne. værkerne på en imponerende, nærmest teatralsk baggrund med elegante stofdraperier, der matcher med væggenes mørke jordfarve, som passer til farveholdningerne i billederne. Alt i alt en storstilet og tankevækkende udstilling, der taler til alle sanser.

SMK: 27. maj– 5. november 2023.

Tre fremragende billeder af Peter Paul Rubens med draperet stof som baggrund. Foto: Ole Schwander.

Man ved så godt som intet om den georgiske, autodidakte og – uden for Georgien – stort set ukendte,  kunstner Niko Pirosmani (1862-1918) andet end at han levede og virkede i Tblisi og skabte en unik malerstil, der fangede ånden i den georgiske kultur i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Hans arbejde er kendt for dets enkelthed, dristighed og livlige farver skildrer ofte hverdagslivet i georgiske landsbyer. Overordnet set er Pirosmanis malerier et vidnesbyrd om den georgiske kulturs skønhed og rigdom.

På trods af, at Georgien historisk er et konfliktområde ånder al fred og fordragelighed i Pirosmanis malerier. Menneskerne – såvel rige som fattige – virker glade og ubekymrede, og dyrene er fortrinsvis tilsvarende fredsommelige og lever idyllisk i fri natur.

Et af hans mest berømte malerier er ‘Fem prinser til drikkegilde’, som skildrer en gruppe adelsmænd samlet omkring et bord, hvor de nyder en fest med stegt lam og vin. Klare farver og den enkle, naivistiske stil understreger scenens glædes- og feststemning.

Picassos version af Pirosmani.

Hans brug af dristige farver og flade stiliserede figurer skaber et markant visuelt sprog, der både er fængslende og stemningsfuldt med enkle og alligevel kraftfulde kompositioner. Selv om han, som sagt, var, og stadigvæk er, ukendt i den store offentlighed – ja, selv for fagfolk – var hans billeder beundret og tjente som inspiration for berømte kunstnere som Picasso, der endda har skabt et stærkt portræt af ham fanget i maleprocessen. Dette uanset at man ikke en gang ved, hvordan Pirosmani så ud. I Georgien er han nærmest en folkehelt.

Generelt er Pirosmanis malerier en sand fornøjelse at opleve. Man kan ikke andet end knuselske hans billeder. Dejligt, at Louisiana har hentet en så stor samling af hans billeder til Danmark, så hans værker kan få større udbredelse end hidtil. Det er et lille skridt imod, at hans arbejde fortsat kan inspirere og betage publikum over hele verden og give ham en fortjent plads i kunsthistorien. Hans unikke stil har i hvert fald givet ham en plads blandt de store inden for moderne kunst, og hans malerier fortsætter forståeligt nok med at inspirere og betage publikum hvor billederne vises frem. Uanset om man er fan af georgisk kultur eller blot værdsætter kraften af rå følelser i kunst, skal man ikke gå glip af udstillingen på Louisiana, som i forbindelse med udstillingen også har produceret et flot, rigt illustreret og informativt katalog.

Louisiana: 4. maj – 20. august 2023

Niko Pirosmani: ‘Fem prinser til drikkegilde’ (1906).

Siden 2013 har SMK Fridays været Københavns sociale og eksperimenterende fredagsbegivenhed, der blander kunst, talks, musik og drinks til en anderledes museumsoplevelse i aftentimerne på SMK – Statens Museum for Kunst. Nu giver et ni-årigt strategisk partnerskab mellem SMK og Bikubenfonden mulighed for, at SMK Fridays kan sætte nye standarder for fællesskaber med kunsten i centrum. Efter ti år, 58 festlige fredage og besøg af knap 200.000 gæster er SMK Fridays i dag en fuldstændig integreret del af SMK. Syv fredage om året har både unge og ældre valfartet til nationalgalleriet for at være en del af fredagsformatet, som udforsker og udfordrer, hvad et museumsbesøg kan være. Bikubenfonden har støttet SMK Fridays gennem alle årene. Med en ny bevilling muliggør fonden, at det populære format kan fortsætte i yderligere ni år. Som noget helt nyt har SMK og Bikubenfonden indgået et strategisk partnerskab, der både skal udvikle SMK Fridays og være med til at understøtte SMK’s ønske om at være mødested for flere og for flere forskellige mennesker. Med et langsigtet partnerskab kan SMK Fridays nu løftes til et endnu mere ambitiøst niveau.

“Som Danmarks nationalgalleri har vi et ønske om være et sted for fællesskab og for samtaler, og det får vi nu mulighed for at arbejde endnu mere intenst med,” udtaler Mikkel Bogh, direktør for SMK. Foto: Malthe Ivarsson

På udstillingen To Rum i Den Sorte Diamant udforsker Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen ifølge det skriftlige materiale krigens væsen og de spor, den sætter i civilisationer og kulturer. Ismar Čirkinagić flygtede i 1990’erne fra krigen i Bosnien-Hercegovina, og har således et indgående kendskab til krig og ufred og tager i sine værker udgangspunkt i faktiske begivenheder og fortællinger. Per Bak Jensen ser udefra ind i krigens gru og forsøger at finde visuelle allegorier over en civilisations afgrund, der for ham og for de fleste mennesker er helt ubegribelig.

Udstillingen er æstetisk flot sat op – fra man træder ned til den dæmpede belysning og ser teksterne på væggen ved indgangen og til man træder ind i selve udstillingen, hvor alt er sat nydeligt og snorlige op. Men hvad har det hele med krig at gøre? Ja, her må man ty til teksterne i udstillingsfolderen for overhovedet at få en idé om, hvordan denne superæstetik hænger sammen med krig og gru. Det er tekster som “Vi lever i en verden, der bygger på logiske forbindelser, og derfor forstår vi ikke essensen af de fænomener og ting, vi er omgivet af, men tyder disse gennem deres kausalitet i forhold til os selv. Vores viden er således formålsbestemt og subjektiv. Dette subjektivitets princip …” osv. osv.  Tak for kaffe ..!

Værket Distant frontier består af 100 dyre franske årgangsvine, der står på  rad og række. Et par stikprøver viser, at det er vine til omkring 1.000 kr. stykket. Hvis man kigger nøje efter er de alle sammen fra årgang 1992. Om værket står der: “Når vinen fra en bestemt høst bliver sat på flaske, er den et minde om en god eller dårlig årgang – grænsen mellem dengang og nu eller en imaginær konstant – alt imens processerne såvel under proppen såvel som uden for flasken fortsat er i fuld forandring. Dette limbo-forhold mellem proces og oplevelse er selvfølgelig subjektivt …” 

Hvad sker der med de 100 flasker vin? De burde foræres til en person, der på en forståelig måde kan forklare, hvad værket går ud på. Eller, bedre endnu, sættes på auktion, hvor pengene efterfølgende doneres til krigens ofre.

Per Bak Jensen har bidraget med kæmpestore fotostater – et af en tiger der ligger og hviler sig i en grotte i en zoo, et fotografi af underdelen af en bryllupskjole samt et fotografi af et æg. Alle billeder er i hans vanlige stil, selvfølgelig – ultraskarpe og æstetisk flotte. Kunstnerne har desuden skabt en fuldstændig sløret og uskarp video på to storskærme, som af uransagelige årsager vises omvendt på den ene skærm.

Vil man opleve en udstilling, der som sagt er en æstetisk nydelse, og som trods alt sætter tanker i gang kan man godt få en god oplevelse – men ikke om krig og elendighed. Hvis man vil gå dybere ind i ideerne omkring udstillingen og er i besiddelse af en højere uddannelse, kan man forsøge at læse teksterne i brochuren og se, om der kan udledes noget her.

Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek: 11. februar – 22. april 2023.

100 flasker fransk årgangsvin på rad og række. En allegori om krigens gru?

Blomstrende bladkaktus. Foto: Andreas Bastiansen.

De store akvareller af fynbomaleren Anna Syberg i den dæmpede belysning på Den Hirschsprungske Samling virker både som sød kammermusik og improviseret jazz. Kammermusikken, når jeg iagttager de skønne blomster i forskellige stadier, og jazzen når jeg i et billede bliver opslugt af at følge den skarpe iagttagelse af utallige stænglers vandring i et tilsyneladende kaos af stængler, hvor beskueren ledes på vildveje som i et utæmmet landskab. Det er udbytterigt at fordybe sig i de enkelte motiver, der er overlegent udført i den flygtige akvarelteknik, og som virker helt abstrakte, når man zoomer ind og gransker dem på tæt hold. Ofte er dele af motiverne accentuerede med effektfulde sorte konturer i tusch. Hendes kærlighed til væksterne – og dermed til livet? – strømmer ud fra akvarellerne og fra de forbavsende få oliebilleder hun malede. De fleste af motiverne er hentet i hendes, og hendes mand Fritz Sybergs, hjem som må have været en overflod af planter i potter og vaser. Flere af billederne ser umiddelbart ufærdige ud, men det er som et greb, der giver stof til eftertanke – et værk man selv kan digte videre på.

“Anna Syberg var et af de haardeste og følsomste Mennesker jeg har kendt, en Kriger og en Veninde, Moder, Kunstner og vild Kvinde.” – Johannes V. Jensen

”Mest var det Blomsterbillederne, der gav hende den særlige Stilling, ikke blot indenfor hendes egen Kres, men ogsaa udenfor den: hun var i al Beskedenhed vor bedste Blomstermalerinde.” – Ernst Goldschmidt.

Men man skal ikke tage fejl af den følsomme ‘blomstermalerinde’, for hun var en på mange måder frigjort kvinde med sine meningers mod om både kunst og samfundsforhold. Om Den Kgl. Porcelainsfabrik, hvor hun i en årrække var porcelænsmaler, skriver hun: ”Jeg maler stadig Prøver paa Fabriken, de lider af den grinagtige Fejl at være ‘for gode”’’ – nemlig bedre malede end Modellerne, jeg sidder nu og øver mig i at gøre dem daarligere; (…) den gamle Overmaler holder smaa Malerforedrag for mig, han ender gerne saadan: ja alt dette siger jeg nu kun til Dem, for jeg ved, at De forstaar mig, de andre vilde ikke kunne forstaa et Muk deraf.”

Anna og Fritz levede i stor fattigdom hele livet. De få midler, de rådede over, primært ved salg af Fritz’ billeder, prioriterede de at bruge på en pige i huset samt på udlandsrejser. I et brev til vennen, skribenten og kollegaen Ernst Goldschmidt belærer hun ham ligefrem: ”Hvordan i Himlens Navn kan Fattigdom hindre Dem i at male – den maa jo netop tvinge Dem dertil. Saa længe De ejer 10 øre til Havregrød har De jo 4 Timer til Deres Raadighed indtil Sulten melder sig igen og De kan i den Tid skabe ny Værdi til et nyt Maaltid. Har De ikke Raad til en Model, saa mal uden Model, men mal noget, mal noget skidt, hvis De ikke kan male godt, men lad være med at spare paa Talentet.”

I 1910 skal Anna lide den tort, at hendes egen bror, kunstneren Peter Hansen, som medlem af optagelseskomiteen, nægter at indlemme hendes, og andre kvindelige kunstneres, værker i det nyåbnede Fåborg Museum. I et brev til broren skriver hun: ”Kære Peter, Hvor du dog skaber dig. Du stemte imod mig ved Faaborg Museet ud fra høje ideelle Forestillinger om at varetage Kunstens Tarv i Danmark. ”Du vilde ikke skjule for mig”, skrev du, at jeg og de andre Damer ingen Betydning havde for dansk Kunst”. Hun blev dog alligevel repræsenteret på museet trods modstanden fra Peter og et par andre medlemmer.

Citaterne er fra en udmærket ‘faktaopstilling’ i udstillingen, der i det hele taget præget af gode og læsevenlige tekster både ved billederne og på ophængte bannere. Desuden har Fåborg Museum produceret en rigt illustreret bog.

Om Anna Syberg (1870-1914): Voksede op i Faaborg som datter af dekorations- og malermester Syrak Hansen, hvis værksted og hjem blev et mødested for kredsen omkring Anna og hendes bror Peter Hansen, der begge var centrale kunstnere i den kunstnerkoloni, som opstod i Faaborg i 1890’erne. Som kunstner fik Anna Syberg den første undervisning af sin far på Teknisk Skole i Faaborg. Hun tog til København som ung og modtog undervisning i tegning og maleri. Efterfølgende arbejdede hun som dekorationsmaler på Den Kongelige Porcelainsfabrik. I 1894 blev hun gift med maleren Fritz Syberg og de slog sig ned på Fyn. Sammen foretog de flere udenlandsrejser, fik i alt syv børn og skabte sig et fælles kunstnerhjem først i Svanninge og siden i Kerteminde.

Den Hirschsprungske Samling: 11. januar – 21. maj 2023