En kulturtur til Lund

Carl Fredrik Reuterswärds skulptur 'Non-violence'

Carl Fredrik Reuterswärds skulptur ‘Non-violence’ findes flere steder – blandt andet foran FN-bygningen i New York, men altså også foran ‘Skissernes Museum’ i Lund.

Københavns nabo, Malmø, byder på mange fine kunst- og kulturtilbud, men Lund, der ligger små 20 km længere væk, har også et rigt udvalg af kunst- og kulturoplevelser – rigeligt til en hel dags oplevelser. Bymidten er fyldt med historie. Flere gader fra middelalderen og en del af den oprindelige byvold står den dag i dag. I centrum findes domkirken, universitetet, kunsthallen, flere museer, gallerier, livlige markeder, butikker, caféer og restauranter samt en botanisk have. Lund er en gammel universitetsby, og universitet er Nordens største. Det blev grundlagt i 1666 som led i en indsats for at gøre Skåne mere svensk – det Skåne som otte år tidligere var blevet tilbageerobret fra Danmark. Lunds Domkirke fra 1100-tallet er en af Skånes populæreste attraktioner, som årligt besøges af ikke mindre 700.000 gæster.

Midt i byen ligger Kulturen, som huser udstillinger og historiske bygninger fra forskellige epoker, samt hyggelige haver og unikke samlinger af gammeldags legetøj, våben og redskaber. Det er verdens næstældste frilandsmuseum, og bygninger og miljøer fra det sydlige Sverige fylder her to hele kvarterer. Museet huser også en park med historiske haver samt interessante permanente og skiftende udstillinger.

Det for tiden hjemløse Gallei Pictura udstiller i parken i Skissernes Museum værker af Jacob Hurtig og Simon Grahn Danielsson, inspireret af Roald Amundsens polarekspedition.

Historiska Museet vises fundene fra udgravningerne på en jernalderboplads, og her kan man også se Kilian Stobaeus samling af kuriositeter i Kuriosakabinettet med blandt andet Linnés tekop, en mumie og pornografiske vifter.

Det kunstmæssige flagskib er Skissernas Museum, hvor der vises der forberedende arbejder til kunst i det offentlige rum fra svenske og internationale kunstnere. Et must er også Lunds Konsthal, der præsenterer skiftende udstillinger med svensk og international samtidskunst.

Kunstneren Michael Reinhardt, som bor og arbejder i Malmø, udstiller sine farverige og stoflige kompositioner hos galleri JÄGER & JANSSON. På billedet ses Michael til venstre i samtale med galleriets ejer Dan Jäger.

Den ydmyge indgang til Lunds Konsthal på Mårtenstorget er nem at overse. Hvorfor står der ikke ‘Kunsthallen’ på det store skilt på væggen?

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.