Kulturkrukken

Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år uddelte mandag den 28. februar 2022 hæderlegater til fire billedkunstnere, som har udmærket sig ved en markant, prisværdig indsats. De modtog hver 100.000 kr. Fondens bestyrelse har som årets legatmodtagere valgt billedkunstnerne Line Skywalker Karlström, Anne Fabricius Møller, Katya Sander og Camilla Nørgaard.

Årets legatmodtagere fra venstre: Line Skywalker Karlström, Anne Fabricius Møller, Katya Sander og Camilla Nørgaard.

Suzanne Valadon: The Blue Room (1923).

For første gang i Norden er det nu muligt at opleve en soloudstilling med den franske maler og model, Suzanne Valadon.

Suzanne Valadon (1865 – 1938), født Marie-Clémentine Valadon i Haute-Vienne i det sydvestlige Frankrig, var datter af en ugift og fattig hushjælp. Hun og moderen rejste til Paris for at prøve lykken dér, og Suzanne voksede op i Montmartre i Paris og forsørgede sig selv fra hun var ti år med småjobs: servitrice, barnepige og cirkusartist.

Suzanne var yndlingsmodel for Montmartres malere, før hun selv blev en del af deres kunstnerkreds. Hun stod model for Renoir, Puvis de Chavannes og Toulouse-Lautrec og var venner med Degas og van Gogh. Inspireret af sine forbilleder lærte hun sig selv at male, og i begyndelsen af 1900-tallet udstillede hun, som den første selvlærte kvinde, på Salon de la Société Nationale des Beaux Arts.

Selv om hun ikke havde råd til en formel kunstuddannelse, lærte Valadon af malerne omkring hende. Den nære ven og mentor Edgar Degas lærte hende tegne- og ætseteknikker, og hun gik hurtigt over fra at være kunstnernes model til en succesfuld kunstner i egen ret.

Valadon havde et kompliceret privatliv. Hun havde et utal af elskere og blev gift og skilt. I 1909 havde hun uden for ægteskab født Maurice Utrillo (som senere blev en kendt og elsket kunstner med hans pariserbilleder). Samme år begyndte Valadon, nu 44, at male på fuld tid, og blot to år senere tiltrak hun kritikerrost med sin første soloudstilling.

Lyder hun bekendt, er det måske fordi, hun allerede hænger på Glyptoteket gengivet med Henri Toulouse-Lautrecs penselstrøg. Hans portræt af Valadon fra 1885 udgør et væsentligt vidnesbyrd om det netværk, hun påvirkede og var en del af. Men portrættet vidner også om den skæbne, hun og så mange andre af datidens store kvindelige kunstnere har mødt, at de på trods af stor succes i samtiden er blevet glemt af eftertiden. Glyptotekets faste samlinger er ingen undtagelse, hvor Valadon ikke er repræsenteret med eget værk men som model af Toulouse-Lautrec.

Glyptoteket: 24. februar – 31. juli 2022.

Suzanne Valadon i sit atelier i Paris.

Galleri Tom Christoffersen åbnede med udstillingen ‘Sieh da! Sieh da, Timotheus, die Kraniche des Ibykus!’ af Claus Carstensen.

Forrige uges gode nyhed var, at kunstgallerierne genåbner. Covid-19 ramte kunstelskere kan så endelig få deres lyst styret og opleve kunstværkerne i virkeligheden, og ikke udelukkende via computerskærmen. Regeringen kunne nu godt i samme ombæring åbne kunstmuseer og -haller i samme ombæring, for her er det jo rimelig let at styre antallet af besøgende og håndhæve afstandskravene.

Billedkunstnernes Forbund – BKF – skriver på deres hjemmeside: Kunst- og kulturlivet havnede bagerst i køen, da samfundet genåbnede efter den første nedlukning i foråret 2020. Og ingen kunne rigtig argumentere for det sundhedsmæssigt fornuftige i, at befolkningen kunne gå rundt i storcentre, men var afskåret fra at besøge f.eks. museerne. Den fejl bør politikerne ikke begå igen, skriver Flemming Just, formand for Organisationen Danske Museer (ODM) i en kommentar på Altinget.dk: ”Vi har alle både erfaringer og viden at trække på. Derfor bør der denne gang foreligge en plan i ordentlig tid og med en åbningstakt, der giver mening; det er allerede på høje tid.” Billedkunstnernes Forbund (BKF) er helt enig: ”Det år, der nu er gået, har vist, hvor vigtig kunsten og kulturen er for os alle sammen. Så lad nu de politiske prioriteringer i den kommende genåbningsfase afspejle den værdi, kunsten rent faktisk har for borgerne og for hele samfundet,” siger BKF’s formand Nis Rømer.

Doverodde Købmandsgård i Thy skal danne rammerne om SMKs afdeling i Thisted kommune.

SMK (Statens Museum for Kunst) har sammen med Thisted Kommune i de senere år arbejdet på at etablere en afdeling af SMK i Thy.  Nu kan ideen føres ud i livet takket være en donation på 37,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden, siger:

”Det har stor betydning, at mennesker i hele Danmark kan opleve noget af det ypperligste, som kunsten har at byde på. Derfor er det en glæde, at A.P. Møller Fonden kan støtte en visionær og gennemgribende ombygning af de særlige udstillingsrammer i Doverodde Købmandsgård i Thy. Med donationen bliver det muligt for Statens Museum for Kunst også i Thy at vise udstillinger af samme høje internationale standard, som på museet i København”.

Donationen gør det muligt at transformere Doverodde Købmandsgårds tidligere kornmagasin til et sted, hvor arkitekturen inviterer til at opleve alle typer værker fra SMK’s enestående samling. I de nye rammer vil der i fremtiden kunne vises udstillinger skabt særligt til dette sted og med undervisning og kunstformidling af international standard til glæde for alle tilrejsende og kunstinteresserede i området.

Fonden Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år uddelte onsdag den 4. marts 2020 de årlige hæderslegater på hver 100.000 kr. til billedkunstnerne: Aase Eg Jørgensen, Anne Haaning, Ingela Skytte samt kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang (Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang).

Aase Eg er en sjælden, meget dygtig kunstner og grafisk designer. Hendes fascination af grafikkens inderste væsen, det grafiske sprog og alle de muligheder, hun formår at visualisere for os andre, viser, at hendes arbejde med tidsskrifter – bøger – kunstbogværker og egne kunstprojekter tilsammen går op i en højere enhed. De skaber nye sammenhænge og forbindelser opstår, så de ændrer måden, vi ser på.

Anne Haaning skabte værket Half Hidden, der blev vist i Den Frie Udstillingsbygning her i vinter. Det var en installation – et stringent og vedkommende værk – der på én og samme tid var dokumentarisk i sin form, præcist i sin rumlige udformning og stærkt i sit udsagn. Gennem en velargumenteret og æstetisk installation, der omfatter en konstruktion, der mimer en minegang, en imaginær sø og en skarpt klippet video, fortæller hun i dokumentarisk form historien om en udtømt kryolitmine i Grønland og om Danmark som kolonimagt.

Ingela Skytte arbejder solidt og vedvarende med farverne og fladen og udforsker hele tiden de muligheder, det giver hende med nye rumligheder i selve lærredets mønstre, i ophængningen eller i opstillinger af værkerne. Hun arbejder med systemer, begrænsninger og regler baseret på geometriske konstruktioner og med former – geometri, symmetri og gentagelse i sine malerier, der har et stringent udtryk med inspiration fra minimalismen. Farver og nuancer er ofte udvalgt efter både tekniske æstetiske og stoflige værdier, der levende og dynamisk komplementerer den insisterende enkelhed og tilføjer værkerne en stærk materialitet.

Hesselholdt & Mejlvang har siden slutningen af 90′erne skabt kunstprojekter i en kollektiv proces. Ofte med en humoristisk indgangsvinkel og altid med eksistentielle spørgsmål eller kommentarer. Som da de hængte guirlander med hudfarvede flag op over gaderne i Aalborg i forbindelse med udstillingen Flesh Tint Project, og blandt andet spurgte om, hvilken farve hud har? Eller da de udstillede tre svinehuder med udstoppede hoveder. Et tvist af både det klassiske jagttrofæ og dansk svineproduktion. For slet ikke at tale om da de laurbærkransede en af sejrsgudindens heste på taget af Thorvaldsens Museum og bagefter plantede et flag ved siden af skulpturgruppen.

Fra venstre ses: Aase Eg Jørgensen, Anne Haaning, Ingela Skytte, og kunstnerduoen billedkunstnerne Sofie Hesselholdt
og Vibeke Mejlvang. Foto: Steen Møller Rasmussen.

Mand med kamel i baggrunden. © Getty.

Vejen til Palmyra … går gennem Glyptoteket, hvor historien om den lille oase i den syriske ørken folder sig ud i al sin pragt.

Udstillingen omkranser Glyptotekets skønne Vinterhave, som i sig selv opleves som en østerlandsk oase, og dermed sætter de perfekte rammer for fortællingen om ørkenbyen, som oplevede både en gylden storhedstid, krig og ødelæggelse.Palmyra blev en del af det romerske imperium og var gennem 300 år centrum for handlen mellem øst og vest. Krigene og ødelæggelserne stod der for en gangs skyld en kvinde bag, idet byens sagnomspundne dronning Zenobia, udfordrede det romerske overherredømme og kastede Palmyra ud i en kamp med de romerske tropper, som lagde byen i ruiner i år 272 e.v.t. Hvad romerne ikke fik destrueret sørgede Islamisk Stat for at sprænge i luften i 2015 – næsten 2000 år senere.

Efter romernes ødelæggelser gik den engang så velhavende og betydningsfulde by i glemmebogen, indtil det europæiske borgerskab fra slutningen af 1700-tallet fik en lidenskabelig interesse for det østerlandske, og arkæologer, forskere, fotografer, kunstnere og andet godtfolk begyndte at valfarte til blandt andet Palmyra. Interessen blev også vakt hos Glyptotekets grundlægger, brygger Carl Jacobsen, som vi kan tanke for at København huser denne enestående samling af portrætter fra de berømte gravtårne i Palmyra – den største samling uden for Syrien. Det er interessant at betragte disse personlige portrætter med indskifter, der gør, at menneskerne bag næsten står lyslevende for os i dag. Ved hjælp af moderne teknik har man rekonstrueret en af udstillingens perler, Skønheden fra Palmyra, så hun fremtræder komplet og i al sin farverige pragt som forskerne forstiller sig, hun kan have set ud.

Artefakter, lyd, videoprojektioner og tekster går op i en højere enhed på glyptotekets udstilling om Palmyra.

Udstillingen fortæller levende og interessant om Palmyras skæbne fra det lille samfund omkring kilden til dens storhed og fald, hvor artefakter og billeder går hånd i hånd med lyddesign og videoproduktioner, der dog ikke tager overhånd men er perfekt doseret. Planløsningen, detaljerne og udstillingens finish er af en sjælden udsøgt kvalitet, som, ud over ‘hovedpersonerne’, gør besøget til en stor oplevelse. Udstillingens plancher og billedtekster er sprogligt og informativt helt i top og særdeles læsevenligt sat op, så her bydes der på en masse viden og gode historier. Hvis man ikke har fået nok kan man i det omfangsrige, flotte og rigt illustrerede katalog hente oceaner af viden – på engelsk dog.

Endnu en mindeværdig udstilling på Glyptoteket – og så lige efter den mageløse udstilling med Pierre Bonnard!

Glyptoteket: Til 1. marts 2020

Marsden Hartley: Adelard the Drowned, Master of the “Phantom”,1938-1939. Weisman Art Museum, Minneapolis,
MN. Bequest of Hudson D. Walker from the Ione and Hudson D. Walker Collection. (Udsnit).

Marsden Hartley hører til blandt de første store moderne kunstnere i det 20. århundredes Amerika. Han var en del af den kunstneriske elite, men alligevel er han en uopdaget plet på det kunsthistoriske verdenskort set fra et nutidigt europæisk perspektiv. Måske på grund af værkets mangesidige karakter, der har gjort det svært at placere ham i kunsthistorien, men nok også fordi der ikke siden begyndelsen af 1960’erne har været vist en retrospektiv præsentation af Hartleys værker i Europa. Louisiana præsenterer i øjeblikket en omfangsrig udstilling Marsden Harley – The earth is all I know of wonder, og det er første gang i 60 år, at man på europæisk grund kan se en retrospektiv udstilling med ham. Udstillingen er inddelt i seks kapitler, der kronologisk beskriver Hartleys kunstneriske proces koblet med både biografisk og kontekstualiserende materiale. Kapitel 1 beskriver Hartleys begyndelse som kunstner, den store indflydelse den europæiske modernisme havde på ham, og er fokuseret på årene 1905-1912, hvor Hartley fortrinsvist malede i Maine og New York. Kapitel 2 omhandler Hartleys ophold i Paris og Berlin i årene 1912-1915, hans møde med Getrude Stein og gruppen af kunstnere omkring tidsskriftet Der Blaue Reiter. Kapitel 3 fortæller om Hartleys hjemvenden til USA efter 1. Verdenskrigs udbrud og hans forsøg på at nærme sig forestillingen om en autonom amerikansk kunst i årene 1916-1921. Kapitel 4 beretter årene 1921-1931 hvor Hartley opholdt sig i Europa igen; i Berlin, Paris og særligt Provence, hvor han gik i fodsporene på sin store helt, Paul Cézanne. Kapitel 5 drejer om Hartleys tre sidste udenlandsrejser i årene 1932-1935, om mødet med den mexicanske kunst og det sidste ophold i Tyskland. Kapitel 6 følger Hartley i hans sidste leveår, 1935-1943, først i Nova Scotia, hvor en tragedie ændrer hans liv og kunst og siden i barndommens Maine, som han vendte hjem til efter at have undgået det i 25 år. Ydermere vil udstillingen lægge vægt på Hartleys store produktion af digte og essays, og en film bestående af interviews med syv nulevende kunstnere understreger Hartleys betydning – også i dag.

Louisiana: Til 19. januar 2020

Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh, Hesam Rahmanian, ‘Where To? Wherever it Chances’, 2019.
Courtesy of the artists and Galerie In Situ – fabienne leclerc, Paris

Med eksil og landflygtighed som gennemgående temaer præsenterer Louisiana hen over sommeren en række markante internationale kunstnere, hvis værker taler direkte ind i vores konfliktfyldte samtid. Udstillingens kunstnere stammer fra bl.a. Iran, Irak, Nigeria, Algeriet og Kosovo. Mange tager afsæt i selvoplevede erfaringer, som de bearbejder og transformerer til tidløse udsagn om krigen som genkommende historisk begivenhed og eksilet som eksistentiel erfaring. På Homeless Souls mødes et dusin betydelige kunstneriske stemmer fra hele verden i en samtale om landflygtighed. Deres værker taler ind i en verden i krise med store befolkningsgrupper i tvunget bevægelse. Hvordan deltager billedkunsten i fortolkningen af samtidens store konflikter? Hvordan forholder den sig til den smerte og lidelse, der forårsages af krig og forfølgelse? Hvordan formidler man det unævnelige? Og hvordan kan vi overhovedet få adgang til andres erfaringer? Udstillingens kunstnere er: Kader Attia (f. 1970, Frankrig), Tiffany Chung (f. 1969, Vietnam), Forensic Oceanography (Lorenzo Pezzani (f. 1982, Italien) & Charles Heller (*1981, USA)), Shilpa Gupta (f. 1976, Indien), Ramin Haerizadeh (f. 1975, Iran), Rokni Haerizadeh (f. 1978, Iran), Hesam Rahmanian (f. 1980, USA), Petrit Halilaj (f. 1986, Kosovo), Hiwa K (f. 1975, Irak), Nalini Malani (f. 1946. Født i Karachi i det udelte Indien), Otobong Nkanga (f.1974, Nigeria), Erkan Özgen (f. 1971, Tyrkiet), Lydia Ourahmane (f. 1992, Algeriet), Kara Walker (f. 1969, USA), Ai Weiwei (f. 1957, Kina).

Louisiana: 27. juni – 22. september 2019