Priser til kvindelige kunstnere

Fonden Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år uddelte onsdag den 4. marts 2020 de årlige hæderslegater på hver 100.000 kr. til billedkunstnerne: Aase Eg Jørgensen, Anne Haaning, Ingela Skytte samt kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang (Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang).

Aase Eg er en sjælden, meget dygtig kunstner og grafisk designer. Hendes fascination af grafikkens inderste væsen, det grafiske sprog og alle de muligheder, hun formår at visualisere for os andre, viser, at hendes arbejde med tidsskrifter – bøger – kunstbogværker og egne kunstprojekter tilsammen går op i en højere enhed. De skaber nye sammenhænge og forbindelser opstår, så de ændrer måden, vi ser på.

Anne Haaning skabte værket Half Hidden, der blev vist i Den Frie Udstillingsbygning her i vinter. Det var en installation – et stringent og vedkommende værk – der på én og samme tid var dokumentarisk i sin form, præcist i sin rumlige udformning og stærkt i sit udsagn. Gennem en velargumenteret og æstetisk installation, der omfatter en konstruktion, der mimer en minegang, en imaginær sø og en skarpt klippet video, fortæller hun i dokumentarisk form historien om en udtømt kryolitmine i Grønland og om Danmark som kolonimagt.

Ingela Skytte arbejder solidt og vedvarende med farverne og fladen og udforsker hele tiden de muligheder, det giver hende med nye rumligheder i selve lærredets mønstre, i ophængningen eller i opstillinger af værkerne. Hun arbejder med systemer, begrænsninger og regler baseret på geometriske konstruktioner og med former – geometri, symmetri og gentagelse i sine malerier, der har et stringent udtryk med inspiration fra minimalismen. Farver og nuancer er ofte udvalgt efter både tekniske æstetiske og stoflige værdier, der levende og dynamisk komplementerer den insisterende enkelhed og tilføjer værkerne en stærk materialitet.

Hesselholdt & Mejlvang har siden slutningen af 90′erne skabt kunstprojekter i en kollektiv proces. Ofte med en humoristisk indgangsvinkel og altid med eksistentielle spørgsmål eller kommentarer. Som da de hængte guirlander med hudfarvede flag op over gaderne i Aalborg i forbindelse med udstillingen Flesh Tint Project, og blandt andet spurgte om, hvilken farve hud har? Eller da de udstillede tre svinehuder med udstoppede hoveder. Et tvist af både det klassiske jagttrofæ og dansk svineproduktion. For slet ikke at tale om da de laurbærkransede en af sejrsgudindens heste på taget af Thorvaldsens Museum og bagefter plantede et flag ved siden af skulpturgruppen.

Fra venstre ses: Aase Eg Jørgensen, Anne Haaning, Ingela Skytte, og kunstnerduoen billedkunstnerne Sofie Hesselholdt
og Vibeke Mejlvang. Foto: Steen Møller Rasmussen.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.