“En appelsin i Louisianas turban!” Sådan betegner Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, den nye udstilling Andy Warhol – Tidlige tegninger. Tøjner fortsatte præsentationen af udstillingen med at fastslå, at “alt hvad Warhol lavede er interessant”, og at “kunstnere som Warhol og Picasso på en dårlig dag er bedre end de fleste andre kunstnere på en god dag.” Helt enig.
Den aktuelle udstilling viser 166 hidtil ukendte ‘tegninger’ af Warhol. De er fremstillet i 1950′erne, altså da Warhol var mellem 20 og 30 år gammel. Der findes masser af tegninger fra den periode, men det er tilsyneladende muligt stadigvæk at finde nye værker i de utallige ‘rodekasser’ hos Warhol Foundation.
Det er givtigt at gå på opdagelse i udstillingen på Louisiana. Man kan tydeligt genkende, Warhols særlige streg, der i løbet af tresserne gjorde ham til en levende legende – og en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde kunstnere. Man ser tydeligt inspirationen fra hans store idol Henri Matisse, og jeg synes også, at nogle af værkerne minder om den tyske kunstner George Grosz, der, som et kuriosum, i 1949 bakkede op om maleriet The Broad Gave Me My Face, But I Can Pick My Own Nose som Warhol havde indleveret til den censurerede udstilling AAP Annual Art Exhibition da han gik på kunstskole i Pittsburgh. Værket, som kan ses her, blev afvist, hvilket den aldrende Grosz protesterede over.
Billederne på Louisiana kredser meget om ansigter; øjne, hænder og hår, og man kan tydeligt se, at Warhol-stilen er på plads. Arbejderne er skitseagtige og de viser, hvor intenst han arbejdede med konturerne og med at forenkle og tydeliggøre de elementer, han lagde vægt på i motiverne og skære alt andet væk.
Warhol var i halvtredserne, med sin karakteristiske streg, en af de førende tegnere i New York, hvor han havde kunder som Vogue, Harpar’s Bazaar, Tiffany, Blue Note og ikke mindst I. Miller Shoes. I 1952 vandt han en plakatkonkurrence hos mediegiganten CBS, som skulle markedsføre en serie radioudsendelser kaldet The Nation’s Nightmare, en kampagne, der også omfattede helsides annonce i New York Times samt et pladeomslag og -label. En del skitser til denne kampagne, som han vandt han sin første Art Directors Club Medal for – med unge narkomisbrugere – er med på Louisiana-udstillingen. Se pladeomslaget til kampagnen her og hør noget af udsendelserne her. Se et udvalg af Warhols pladeomslag her.
Værkerne på udstillingen kaldes tegninger, men er i virkeligheden ‘tryk’. Den streg, han gjorde til sin ‘signatur’, og som grundlagde hans berømmelse, var den såkaldte blotted line technique – altså blækklat-streg. Den bestod i, at han tegnede en original blæktegning – som var kalkeret efter et fotografi – tapede den fast til et sugende papir og pressede originalen ned på det blanke, sugende papir, så han havde et primitivt blæktryk af den originale tegning. Dette kunne han gøre mange gange, så han havde en hel serie ‘tegninger’, han efterfølgende bearbejdede med blandt andet vandfarver og tryk fra gummistempler. På den måde kunne han vise kunderne sit artwork i flere forskellige udgaver uden at skulle tegne det hele fra bunden hver gang. Det var tidsbesparende. Se teknikken vist på video her. Denne ‘trykteknik’ gav Warhol den karakteristiske linjeføring med uldne, ujævne og ‘klattede’ streger, og derfor sidder der så mange stykker tape på flere af motiverne på udstillingen. Det var en teknik han ’opfandt’ og dyrkede allerede i 1940′erne, da han studerede illustration på Carnegie Institute of Technology, og teknikken peger direkte frem mod hans senere maniske optagethed af reproduktion. Det er en teknik, Louisianas ‘børnemuseum’ med fordel kunne tage op – hvis de ikke allerede har gjort det!
Det er spændende at få belyst denne periode af Warhols kunstneriske karriere, og ophængningen er lys og luftig og dermed indbydende og overskuelig. Dog synes jeg, at formidlingen svigter lidt på to punkter. Der skulle være gjort mere ud af at fortælle om Warhols særlige teknik med ‘blækklatstregen’, for så ville man, som beskuer, bedre kunne forstå værkerne og, ikke mindst de billeder, der viser både en original og en ‘kopi’. Desuden synes jeg, det er ærgerligt, at der ikke på en eller anden måde følger en dansk oversættelse med til udstillingens meget flotte katalog, som er holdt i engelsk og tysk. Eventuelt kunne man have lagt et løst hæfte ved bogen.
Nå, men det er jo billederne, det drejer sig om, og de er i allerhøjeste grad seværdige – og bestemt en rejse til Humlebæk værd.
Billederne for oven ‘Two Hands Playing Piano’ og ’Dead Stop’: Courtesy of Daniel Blau Munich/London © Andy Warhol Foundation for the Visual Art Inc.
Louisiana: 8. januar – 21. februar 2013