Rousseaus ustyrlige natur

Théodore Rousseau: ‘Fontainebleauskoven, en gruppe høje træer ved Clair-Bois-sletten i udkanten af Bas-Bréau’, ca. 1849-52. The J. Paul Getty Museum, Los Angeles.

På udstillingen Ustyrlig natur præsenterer Glyptoteket, med 56 malerier og tegninger fra 29 udenlandske museer og privatsamlinger samt Glyptotekets egen samling, den første store præsentation af Théodore Rousseau (1812-67) i Skandinavien nogensinde og den første i Europa siden 1967. Rousseau hører til blandt fransk malerkunsts mest markante skikkelser i midten af 1800-tallet. Han var især draget af landsbyen Barbizon, ca. 50 km. sydøst for paris samt de nærliggende skove omkring Fontainebleau, hvor han udviklede sin helt egen stil inden for landskabsmaleriet. I midten af århundredet blev Rousseau den uofficielle leder af en gruppe af kunstnere, der delte hans romantiske kunstneriske idealer om følelser og spontanitet. Disse kunstnere, herunder Jean-François Millet og Camille Corot, fulgte Rousseau til Barbizon og dannede en kunstnerkoloni, der blev kendt som Barbizon-skolen. Efterårets store særudstilling på Glyptoteket viser Rousseaus rigt varierede livsværk. Fordelt på to etager viser udstillingen spændvidden i hele Rousseaus kunstneriske virke. Værkerne er kronologisk arrangeret og demonstrerer, hvordan Rousseau eksperimenterede på tværs af forskellige teknikker og formater, og især hvordan han udnyttede synergien mellem tegning og maleri. Trods sin store betydning har Rousseau i lang tid stået i skyggen af efterfølgende generationer af franske malere – ikke mindst impressionisterne, som han med sin gryende abstraktion og vovede penselstrøg kan siges at foregribe. Flemming Friborg, direktør for Glyptoteket, udtaler: ”Rousseau er langt mere end opvarmning for Monet og co. Han er først og fremmest sin egen. Udstillingens ambition er netop at hive ham ud af de begrænsende kategorier og vise ham, som den han er: en af landskabsmaleriets helt store fornyere.”

Glyptoteket: 13. oktober 2016 – 8. januar 2017

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.