Pladecovers på Designmuseum Danmark

Den forkætrede cd er ved helt at forsvinde, men de gamle vinylplader overlever endnu – i mere end én forstand. Dels er der tilpas mange, der er glade for lyden, og dels er lp-pladecovers helt fantastiske, et forhold som får et cd-cover, sammenlignet med et lp-cover, til at minde om en tarvelig lørdagskylling over for en himmelsk Coq au Vin. Lp-covers er blevet samlerobjekter, de har personlighed og afspejler tidsånden – det var/er i sandhed Kunst for Folket. Designmuseum Danmark (tidl. Kunstindustrimuseet) præsenterer en stor og vidtspændende udstilling om pladecoverets visuelle kultur med et udvalg på over 400 lp-covers, der dækker tiden fra de tidlige former omkring 1950 og frem til nutidens revival for vinylpladerne. Udstillingen, der fylder hovedparten af museets areal til skiftende udstillinger, afspejler en bred vifte af genrer og udtryk: jazz, klassisk, rock og den lette underholdning. Samtidig præsenterer udstillingen også pladecoverets væsentligste designere og periodemæssige hovedlinjer.

Designmuseum Danmark: 11. oktober 2012 – 10. marts 2013

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.