1. februar 2019 tænder Copenhagen Light Festival den grønne laserstråle over flere end 40 værker og events. Københavnere og byens besøgende kan for alvor begynde at glæde sig og finde fornuftigt fod- og overtøj frem. For selvom mange i denne mørke tid umiddelbart lader sig lokke af dagligstuens lune og trygge rammer, så er der 40+ grunde til at komme udendørs efter solnedgang og opleve et hav af farvestrålende lyskunstværker i hovedstadens gader, og på pladser, kanaler og bygningsfacader. Undskyldningerne for at blive hjemme må se sig slået af Copenhagen Light Festivals mange lysaktiviteter. I år kan festivalens besøgende opleve lyskunsten til lands via guidede lysture til fods, på cykel og segway, og til vands i kajak eller i kanalbåde. Copenhagen Light Festival varer fra fredag den 1. februar til søndag den 24. februar.
Julekalenderen tager afsæt i værket ‘Et selskab af danske kunstnere i Rom’ af Constantin Hansen.
TV-personligheden Peter Kær har, i samarbejde med Statens Museum for Kunst og Bruun Rasmussen, skabt en seværdig og velproduceret kunstkalender i 24 afsnit, som løber her i december. De 24 afsnit tager afsæt i værket ‘Et selskab af danske kunstnere i Rom’ af Constantin Hansen. Dog lidt enerverende, at den temmelig lange indledning gentages i hvert af de korte afsnit. Men godt, at man kan gå andre steder hen, når DR i årevis, med stor ihærdighed, har forsømt at oplyse folket om kunst og kultur.
Det er ikke hver dag, der her til lands åbner en ny kunsthal med internationale ambitioner. Men som en anden Fugl Fønix er CC – Copenhagen Contemporary – lykkeligvis genopstået fra asken fra den hedengangne Papirø. CC er et helt enestående initiativ i den danske kunstverden, og jeg frygtede, projektet ville blive begravet med Papirøen. Men nu lader det til, at det bliver en fast institution i den danske kunstverden – især når overborgmester Frank Jensen ved åbningen virkede ægte begejstret og udtalte, at CC medvirker til at sætte København på kunstens verdenskort. Det samme var direktør for CC, Marie Nipper, inde på, da hun proklamerede, at kunsthallen skulle være et af de førende kraftcentre for kunst i Europa. Her er i sandhed noget at leve op til.
Doug Aitkins imponerende cirkelrunde videoinstallation. Foto: Ole Schwander.
Rammerne er i hvert fald imponerende, kæmpe lokaler med meget højt til loftet – både hvad angår det rent fysiske og ambitionerne. Kunsthallen lægger ud med to store installationer, danske SUPERFLEX med One Two Three Swing! og den amerikanske fotokunstner Doug Aitkins med Song 1. Begge titler er pudsigt nok noget med tal. Song 1 er en fascinerende videoinstallation bestående af en række store projektorskærme, der danner en cirkel, som tilskuerne både kan stå inden i og bevæge sig rundt om. Den flotte og underholdende video består af forskellige stemninger, og mennesker der synger ørehængeren I only have eyes for you. Smuk og bevægende.
Så har jeg det mere stramt med buddet fra SUPERFLEX, som viser en Instagram-venlig legeplads, som i en lidt ændret form har været vist på Tate Modern i London. Installationen består af en række gynger, der er opsat på orange stativer af vekslende størrelser.
SUPERFLEX “Tager livtag med det, de oplever som samfundsmæssig apati, en handlingslammelse i forhold til de politiske, miljømæssige og økonomiske udfordringer, der præger vores tid ved at fremhæve det revolutionerende potentiale, de ser i fællesskaber og fælles handlinger.” SUPERFLEX. One Two Three Swing! Installation shot, Copenhagen Contemporary 2018. Foto: Anders Sune Berg
Ja, det er sjovt at gynge, men jeg ved ikke, hvem der samtidig tænker på menneskelig interaktivitet og de fællesskaber, vi sammen kan skabe og tage “livtag med det, de (SUPERFLEX) oplever som samfundsmæssig apati, en handlingslammelse i forhold til de politiske, miljømæssige og økonomiske udfordringer, der præger vores tid – og de gør det ved at fremhæve det revolutionerende potentiale, de ser i fællesskaber og fælles handlinger.” Gisp …! En stor, blank kugle pendulerende over et vævet tæppe i ‘eurosedlernes farver’ skal få os til at filosofere over den økonomiske situation i EU: “Vi bliver som besøgende inviteret til at overveje de økonomiske strukturer og samfundsmæssige kræfter, der styrer vores hverdag.” Dobbelt gisp …! Ja, samfundsengagerende og -kritisk skal det sateme være – for enhver pris ..! Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor mange legepladser, der kunne oprettes i København for det beløb, denne hundedyre gyngetur for kultureliten har kostet. Men nu skal man jo ikke ikke blande kunst og penge. Jeg så ikke, om de besøgende får en forklaring med om værkerne i form af en redegørelse for de økonomiske og strukturelle udfordringer, vi står over for. Leg og politik – Københavns alternative kulturborgmester må være jublende lykkelig for denne installation! Underligt, at flygtningesituationen ikke også bringes på banen i forbifarten – men det kommer jo nok senere.
Jeg ser forventningsfuldt frem til en masse gode oplevelser i det nye, mægtige CC – Stort velkommen tilbage, CC!
Doug Aitken og Superflex: 29. juni – 30. december 2018
Copenhagen Photo Festival 2018 er skudt i gang. Gennem 11 dage kan publikum opleve fotografiet i alle dets udtryksformer på vidt forskellige lokationer. Et af dem er udstillingen Interpretations i Hofteatret på Christiansborg, hvor de fem fotografer Tune Andersen, Ole Christiansen, Miriam Dalsgaard og Jens Juul har fået til opgave hver at portrættere de samme fem kendte danskere, som repræsenterer hver sin generation: komponisten Bent Fabricius-Bjerre, forfatterinden Suzanne Brøgger, balletmester Nikolaj Hübbe og sangerinden Medina. De sort/hvide portrætter står stærkest på udstillingen, hvoraf Ole Christiansens og Jan Grarups serier fremstår som udstillingens mest helstøbte og overbevisende værker. Ole Christiansen har gennem længere tid arbejdet intensivt med det sort/hvide fotografi og opnået en teknik, der fremtvinger dyb respekt. Og når teknikken går hånd i hånd med hans sikre fornemmelse for kraftfulde og intense motiver – som her i portrætkunsten – nærmer det sig perfektionen. Ole Christiansen formår at skabe en nærmest ikonagtig fremstilling af hver af de portrætterede, og det er, som altid, en fornøjelse at opleve hans stærke værker.
De glade legatmodtagere. Fra venstre: Trine Søndergaard, Karen Land Hansen, Ingrid Kæseler, Louise Hindsgavl. Foto: Steen Møller Rasmussen.
Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år blev uddelt fredag den 2. marts 2018. Hver legat er på 100.000 kr. Årets modtagere er: Sophie Dupont, Trine Søndergaard, Karen Land Hansen, Ingrid Kæseler og Louise Hindsgavl. Anne Marie Telmányi-fonden er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmányi og fondens legater gives til kvindelige billedkunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats.
Trods mangel på konsekvens på udstillingen kan man altid nyde de mange pragtfulde skitser. Til venstre Domenico Piola ‘St. Sebastian plejes af kvinderne eller Adonis’ død’ og til højre Salvator Rosa ‘Empedokles’ død’. Begge pen og brunt blæk og begge tilhører SMK, Den Kongelige Kobberstiksamling.
SMKs nye, store udstilling Art in the Making lover desværre mere, end den holder. Ideen er god nok – hvordan bliver et kunstværk til, og hvad fortæller arbejdsprocessen os om det færdige resultat? Men det ligger endog meget tungt med eksemplerne på arbejdsprocesserne. Udstillingen er mest blevet en præsentation af sjældent sete tegninger fra Den Kongelige Kobberstiksamling. Store kunstneres skitseværker er jo altid interessante at studere, men på denne udstilling er der ikke umiddelbart megen sammenhæng mellem skitserne og de færdige værker. Hertil kommer, at de færdige malerier ofte er reproduktioner gengivet så bittesmå, at de næsten er umulige at iagttage, ligesom de er placeret helt nede ved titelskiltene, så man nærmest skal ligge ned for at se dem. Når der reklameres med, at man kan følge kunstnernes ideer og de arbejdsprocesser værkerne gennemgår før det færdige resultat, er det altså en virkelig tynd kop te! Ideen er mest heldigt gennemført med Krøyers portræt af Sophus Schandorph, hvor man kan studere hele fem skitser, samt skitserne til Edvard Weies store maleri Faun og nymfe. Det er også interessant at se Niels Larsen Stevns avisudklip som forlæg for personers positurer i hans malerier. Det er således et par danske klassikere, der fungerer bedst på udstillingen og ikke de store udenlandske navne, der ellers reklameres med. Det ville måske være en idé at følge op med skitser og færdige værker af nutidige kunstnere, hvor der nok er mere materiale tilgængeligt, så udstillingen kan leve op til sit navn. Hvorfor skal titlen i øvrigt være på engelsk? Men en genial idé er dog det tegneværksted, der er oprettet på udstillingen. Her kan børn og voksne afprøve egne færdigheder med opstillede modeldukker. I vinterferien kan børn skabe sine helt egne mesterværker, de kan lave skitser af deres idéer, inden de går i gang med at modellere og male det endelige mesterværk, og museets huskunstnere står oven i købet klar til at hjælpe fantasien på gled. Anbefalet alder: 3+ år.
SMK: 8. februar – 6. maj 2018
En genial idé er det tegneværksted, der er oprettet på udstillingen. Her kan børn og voksne afprøve egne færdigheder med opstillede modeldukker. Foto: Steen Møller Rasmussen.
På en ny særudstilling på SMK kan man opleve et af museets seneste indkøb, filmen Skarpretteren af Ursula Reuter Christiansen. En rigtig fin udstilling om et markant værk i nyere dansk kunsthistorie. Filmen erfra 1971 og er et af de vigtigste værker i dansk feministisk kunst. Den viser i en serie tableauer kvindens møde med Skarpretteren i en valmuemark, en udmattet soldat som hun ammer og en flok øldrikkende mænd i færd med at grave hendes grav og er en musikalsk legende om kvindens fornedrelse og ophøjelse. Om filmen har hun selv udtalt: “Historien om min egen begravelse og begravelsen af den legendariske kvinde og fremstødet til et nyt liv i andre sammenhænge, hvor hun kan opfatte sig selv produktivt i et rimeligt samfund. Nu er hun biprodukt til manden, optaget af egne følelser, længsler, lyster og erindringer. Det er tyngende ballast. Blomsterkransen skal væk, men som en tornekrans er den trykket fast ned over panden, er næsten ikke til at rive af”. Filmen er sat smukt i scene med vægge dekoreret med store valmuer, der indgår i en ny totalinstallation skabt i samarbejde med kunstneren, og som præsenterer filmen sammen med en række silketryk, malerier og kunstbøger, den er baseret på. På udstillingen kan man således, gennem lyd, billeder og objekter, opleve det univers, der omgiver Skarpretteren. Installationen samler filmen og de senere værker – og der indgår også effekter fra filmen som for eksempel dragter og skarpretterens økse, originale lydbånd af Henning Christiansen samt avisomtaler fra tiden, hvor man kan dykke ned i, hvordan tidens feministiske miljø i Danmark og Tyskland tog i mod filmen.
I Glyptoteket lyser den ægyptiske himmelhvælving ned på Kai Nielsens skulptur Vandmoderen. Begge symboler for livets opståen og videreførelse. Foto: Ole Schwander.
Til daglig oplever man ikke ret meget lys i København. I modsætning til mange andre storbyer er vores monumenter og bygninger ikke oplyste i aften- og nattetimerne. Men her i februar løber Copenhagen Light Festival af stablen, og dermed bades hovedstaden bogstavelig talt i lys. Festivalen byder på mere end 40 stedbestemte lys-installationer skabt af både internationalt kendte samt upcoming kunstnere og designere. Programmet byder også på et righoldigt udvalg af rundvisninger og events. Et af de steder, man kan opleve festivalen, er på Glyptoteket, hvor den eventyrlige Vinterhave er blevet endnu mere eventyrlig, idet den er omdannet til en farverig oase her i storbyens ørken. Besøgende kan lade sig hensætte til en af oldtidens ægyptiske oaser, hvor himmelgudinden Nut sikrede morgendagens komme, når hun hver morgen fødte solen på ny. I løbet af 15 minutter kan man opleve lyset fra den røde aftensol, den stjerneklare himmel og det kølige morgengry. Jan Høgh Stricker og Kasper Vang fra online-radioen The Lakeskabt en lydside af naturoptagelser og musik med inspiration fra ørkener og oaser. Nat i oasen er skabt særligt til Glyptoteket af den prisvindende lysdesigner Iben Winther Orton fra Lightscapesmed afsæt i det dramatiske røde aftenlys og den kulsorte himmel i Ægyptens oaser. Udendørs oplyses Glyptotekets store kuppel, de fire lanterner og pyramiden af et rødt lys, som går igen på museets forplads, hvor de to bronzeløver ved indgangen giver en dramatisk velkomst. Samtidig kan man, med stort udbytte, stadig gå på opdagelse i Glyptotekets spændende udstilling Farao. Magtens ansigt, der varerindtil den 25. februar.
Et af de mange andre steder, der oplyses ved festivalen er ‘Bølgen’ ved Kalvebod Brygge, hvor lyskunstneren Mads Vegas har skabt installationen ‘Eternal Sundown’. Foto: Ole Schwander.
Tove Kurtzweil betragter en del af ophængningen på Gl. Holtegaards store respektive udstilling af hende værker. Foto: Ole Schwander.
En af landets allerbedste kunstfotografer, Tove Kurtzweil, har langt om længe, her lige før sin 80-års fødselsdag, endelig fået den omfattende, retrospektive præsentation af sine værker, hun fortjener. Det er på udstillingen Hvorsomhelst og intetsteds på Gl. Holtegaard, hvor der vises eksempler på hendes kunst lige fra 60′erne til i dag. Tove er ikke kun en stor kunstner, hun kan også, med fuld, ret kaldes ‘fotografernes fotograf’, idet hun gennem sit lange virke har inspireret en lang række af danske fotografer, ikke kun i gennem hendes kunst, men også gennem undervisning og foredrag og i kraft af hendes entusiasme, imødekommenhed og positive udstråling. Toves billeder er ikke bundet til tid og sted, ofte lægger hun flere billeder oven i hinanden, så resultatet bliver et drømmeagtigt, nærmest surrealistisk, scenarie med flere betydningslag både fysisk og mentalt. En leg i mørkekammeret – en slags ’tilfældighedens anatomi’, en undersøgelse af papiret og fremkalderprocessen, hvor resultatet hensætter beskueren til anden, nærmest meditativ, verden. Den personlige indgriben i hele processen giver en stemning og stoflighed, som sjældent opnås i dag, hvor fotografier produceres maskinelt. Langt de fleste billeder på udstillingen er fotos, der har udgangspunkt i kunstnerens mange rejser rundt omkring i verden. I et lille rum i slutningen af den tematisk opdelte udstilling præsenteres enkelte af Toves utallige fremragende portrætter. Portrætfotografiet er en disciplin, der har fyldt hendes liv gennem alle årene, og som fortjener en udstilling for sig selv. Den aktuelle udstilling krydres af et righoldigt formidlingsprogram, heriblandt en række art talks, workshops og omvisninger.
Gl. Holtegaard: 19. januar – 2. april 2018
Et lille selvportræt på udstillingen repræsenterer selve indbegrebet af den oprindelige fotografering – fotografen, kameraet, negativet. og positivet.
Anselm Kiefer. ‘For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit’. Installation shot, Copenhagen Contemporary 2016. Photo: Anders Sune Berg
Copenhagen Contemporary ved havneløbet på Papirøen i Københavns Havn bliver ved med at overraske med sine internationalt orienterede, spektakulære udstillinger, der præsenterer kunst i verdensklasse. Flot, at det kan lade sig gøre – og stor tak til initiativtagerne og sponsorerne!
I øjeblikket kan man i den store hal opleve den tyske kunstner Anselm Kiefer med en enorm installation “For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit” bestående af fire naturtro flyskulpturer i bly samt fire kæmpe malerier. Kiefer har arbejdet på blyskulpturer af fly siden slutningen af 1980’erne, og de er en væsentlig del af hans imponerende æuvre, som i høj grad handler om efterkrigstidens Europa, hvor krig og historiske begivenheder, litteratur, alkymi, astronomi, kemi og religion går op i en højere enhed. Det er en ubeskrivelig oplevelse at se disse 1:1 flyskrog – nogle af dem med tørrede kæmpesolsikker stikkende ud af vinger og cockpit. Udstillingens malerier, der også er enorme, er inspireret af en rejse kunstneren foretog til Gobi-ørkenen i 1993. Dybe furer pløjer sig ind i det øde landskabe, mens dommedagslignende formationer af insekter kredser truende rundt som et ondt varsel om alverdens ødelæggelser. Både flyene og billederne varsler død og ulykker, og begge dele indbyder til, at man betragter de otte værkerne både på afstand og rigtig tæt på, hvor man kan opleve materialerne og forarbejdningen. En kæmpe udstilling – og en kæmpe oplevelse – hos Copenhagen Contemporary.
Den amerikanske kunstner Sarah Sze er også aktuel på Copenhagen Contemporary, hvor man kan granske hendes fascinerende værk, ‘Timekeeper’. I lighed med Anselm Kiefers store installation indbyder Szes værk til fordybelse, men ef en helt anden slags, idet hun, i modsætning til Kiefers kæmpeværker, har sat en masse småting i scene på en opsats af trælister. Værket handler om tiden, som, ved hjælp af en mængde videoprojektioner med diminutive billeder, behandles ud fra både tidspunkter, steder og erindringer. Installationen virker ved første øjekast i det mørke rum helt kaotisk, men når den studeres nærmere dukker en mængde informationer og ideer op, som giver værket mening. Livet stykket sammen af små fragmenter – oplevelser, minder og erindringer. Sarah Sze repræsenterede i øvrigt USA ved Venedig Biennalen i 2013.
Endelig må jeg nævne amerikanske ‘provo’kunstner Paul McCarthys groteske mekaniske gris, som både er tragisk, morsom og nuttet, som den spjætter med ben og hale mens den hiver efter vejret, liggende på et stålbord med al mulig underliggende moderne teknik og mekanik. En fascinerende skulptur, som leder tankerne hen på vores behandling af fødevarer, landbrugsproduktion, dyrevelfærd, etik og – i sidste ende – livet og døden. Nedenfor er en lille video, jeg optog af grissebassen på Copenhagen Contemporary.
Copenhagen Contemporary Anselm Kiefer: 2. april – 6. august 2017 Sarah Sze: 10. marts – 3. september 2017
