Her kommer Pipilotti …

‘Open My Glade (Flatten)’, 2000. En-kanals videoinstallation uden lyd (video still) © Pipilotti Rist.
Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine.

Louisiana har på det seneste præsenteret værker af tre prominente kvinder med vidt forskellige udtryk – maleri, grafik og video: Cecily BrownDea Trier Mørch og senest Pipilotti Rist. Den nye udstilling med Pipilotti Rist har fået den kryptiske titel ‘Åbn min lysning’, som lånt fra titlen på en af hendes ikoniske videoværker: ‘Open My Glade’. Titlen er i bydeform og appellerer umiddelbart til aktiv deltagelse, hvilket man godt kan få til at stemme – hvis man vel at mærke selv er en aktiv seer og lytter!

Pipilotti Rist, hvis fødenavn er Elisabeth Rist, har taget sit nye fornavn som en kombination af Pippi fra bøgerne om Pippi Langstrømpe og sit eget kælenavn Lotti. Hun er i sagens natur en stor beundrer af Pippi Langstrømpe og prøver på at blive lige så stærk, sej og vild som hendes forbillede, Pippi, der i tale og gerning konsekvent udfordrer konventioner og autoriteter. Pipilotti siger selv, at hun ikke er nået helt dertil endnu. Men at hun arbejder på det – hver dag, bedyrer hun.

Pixelskoven med tusindvis af lamper med LED-pærer som
skifter farver og intensitet (Foto: Ole Schwander).

I 1997 gik en video viralt – vist før udtrykket blev almindeligt kendt – om en kvinde, der går på en gade og smadrer bilruder med en blomsterstav. Den gav Pipilotti en pris på Venedig Biennalen det år, og boostede hendes karriere. Herefter har hun deltaget adskillige gange på Venedig-, og andre biennaler, og udstillet på anerkendte museer verden over.

Pipilotti arbejder i mange forskellige materialer, men det er som videokunster, hun for alvor gør sig gældende. Selv i hendes skulpturer kører der videofilm på små monitorer – eller der projiceres på dem. Når jeg ser Pipilotti Rists videoværker minder det mig om tressernes kunst- og musikscene. Et sansebombardement af primærfarver projekteret op på væggene i flydende sekvenser, hvor billederne ofte er dobbelte og spejlvendte, så de på kalejdoskopisk vis ‘går ind i sig selv’ på midten. Videoerne er gerne ledsaget af en slags meditativ musik eller af hendes egen dragende musikfortolkninger. Et helt uimodståeligt eksempel er hendes meget personlige fortolkning af Beatlessangen ‘Happiness is a warm gun’ fra videoinstallationen ‘I’m Not The Girl Who Misses Much’.

Udstillingen fortsætter ude i museets skønne park, hvor der er en ophængning af undertøj. Undertøjet var skinnende rent og hvidt ved udstillingens start, men måske bliver det mere snavset som tiden går ..? (Foto: Ole Schwander)

Tressernes flower-power-æstetik og -idealer fylder i det hele taget i hendes videoværker. En skønsom blanding af blomster, pangfarver, nøgenhed og kønsdebat tilsat en udfordring af autoriteterne, hvilket er en befrielse i dag, hvor en overordentlig stor del af samtidkunsten nærmest er uforståelig intellektuel og blottet for farver, sanselighed og følelser. Man kan sagtens gå i dybden og analysere Pipilottis værker, men man kan også lægge sig ned på nogle af de mange puder på gulvene, eller i en af de opstillede senge, kigge op på de loftprojekterede videoinstallationer og drømme sig væk.

Farverne betyder mindst lige så meget som ‘handlingen’ i hendes videoer, noget hun selv er inde på i det nye interview på Louisiana Channel. Videomediet har for hende en malerisk kvalitet, at skabe videoværker er for hende som at male på en skærm. Skærmen er hendes palet. Men hun vil på samme tid gerne række ud fra skærmen, ud til publikum: “Today, with computers, TV’s, and mobile phones, everything is flat and put behind glass – our feelings, histories, longings. We’re all separated from each other, for the human being that we are in contact with is always behind glass … But with art, we can jump out of our loneliness”, har hun udtalt.

En hel sublim oplevelse – og udstillingens Instagram-moment – er turen gennem en ‘pixelskov’, hvor hun nærmest dekonstruerer et imaginært videoværk, så tilskueren selv bliver en del af det. Et magisk audio-visuelt mørkt rum fyldt tusindvis af små håndlavede lamper med LED-pærer, der konstant skifter farve og intensitet. Hver lampe er et håndlavet unikum og repræsenterer én pixel – heraf navnet Pixelskoven.

En rigtig sjov idé er de eksempler på augmented reality, der findes i kataloget, der hører til udstillingen. Efter at have downloadet en app kan man opleve levende billeder og lyd direkte fra publikationen ved hjælp af en mobil enhed.

Louisiana: 1. marts – 23. juni 2019

 

 

Pipilotti Rist på Louisiana (Foto: Ole Schwander)

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Perfect Poses?

Gammelt og nyt mødes på Glyptotekets nye udstilling ‘Perfect poses?’. Marmorskulpturen ‘Hugsiddende Flora’ af Jean-Baptiste Carpeaux og den elektroniske tidsalder i form af lysende dioder, der mimer de besøgendes poseren.

Menneskekroppen det emne, som siden tidernes morgen har optaget kunstnerne allermest. Og vil man se kunstværker med afklædte skikkelser, så er Glyptoteket i København det helt rigtige sted at gå hen. Deres samling af menneskeskulpturer er helt enestående. Den nye udstilling ‘Perfect Poses?’ er en pædagogisk tilrettelagt vandring gennem skulpturelle højdepunkter fra 1789 til 1914 – en periode inden for fransk kunst, som, lidt nedladende og uretfærdigt, kaldes salonkunst, en stil Glyptotekets grundlægger, Carl Jacobsen, dyrkede med entusiasme, for det var jo hans samtids kunst. Glyptotekets egne værker er på den aktuelle udstilling suppleret med lån fra Calouste Gulbenkian Museet i Lissabon, hvor hele udstillingen blev vist fra oktober 2018 til februar i år. Hvorfor skal udstillingens titel i øvrigt være på engelsk? For turisternes skyld?

Udstillingen er organiseret efter positurer: Mennesker på hug, i bevægelse, stående, siddende og i grupper. Værkerne er skabt af tidens mest betydningsfulde franske kunstnere som Carpeaux, Dalou, Maillol og Rodin. Det er interessant, at man kan opleve værker i flere forskellige materialer som ler, gips, marmor og bronze, især når det drejer sig om forskellige udgaver af det samme værk. Der vises også interessante eksempler på tidlige små og rå figurer – en form for ’modelskitser’.

Opsætningen og belysningen på udstillingen gør, at opmærksomheden rettes mod det væsentlige, skulpturerne, samt at formgivningens fylde og kraft træder tydeligt frem. Er der lidt for mørkt i rummene, og er spotlysene på figurerne for skarpe? Måske. Jeg kunne godt tænke mig en bedre balance. Men at gå rundt i halvmørket omgivet af disse mesterlige skulpturgrupper giver til gengæld en god følelse af intimitet og nærhed. De informative plancher på udstillingen er forbilledlige både i tekst og læsbarhed og byder på en god og interessant indgang til de udstillede værker. En sjov detalje er en stor elektronisk tavle, hvor folk kan stille sig i en positur, der gengives på en lysende skærm. Det er noget, der morer – især børn og unge. I udstillingsperioden præsenteres i øvrigt et live-program og uddannelsesforløb særligt målrettet unge, som fokuserer på kropsidealer og kroppen som udtryksmiddel – læg mærke til spørgsmålstegnet i titlen! Her skal publikum ikke blot kigge på kroppe i skulpturerne, men får også mulighed for at bringe deres egen krop i spil.

Glyptoteket: 1. marts – 16. juni 2019

 

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Legater til kvindelige kunstnere

De fire legatmodtagere: Anne Marie Ploug, Ursula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen
og Greta Christensen (Foto: Steen Møller Rasmussen).

Fonden ‘Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år’ uddelte fredag den 1. marts 2019 de årlige hæderslegater på hver 100.000 kr. til: Anne Marie PlougUrsula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen og Greta Christensen.

Anne Marie Ploug arbejder i mange medier, men uanset hvilket er der en tone af farveglæde, undersøgelser og ikke mindst humor, men også flere små hint til det politiske. Om hun arbejder med seje Manga Girls, blomster, symboler, om det er i keramik, kobberplader, træsnit, linoleumssnit, blæk på papir eller malerier, er alle udtryk i skiftende medier poetiske og på sin vis med en egen sårbarhed trods de kraftfulde udsagn.

Ursula Nistrup er fascineret af menneskets sanser og hendes undersøgelser af og omkring dette giver os meget smukke og interessante værker, vi kan gå på oplevelse i både fysisk og mentalt. I forlængelse af en konceptuel-minimalistisk tradition undersøger Nistrup fænomener som tid, lys, bevægelse og lyd i sig selv og som kulturelle mønstre.
 I starten var det arkitektur og lys, nu er fokuset skiftet til lyd, som skaber verdener, intime forestillinger og udvidede rum.

Vinyl – Terror & Horror er en kunstnerduo som arbejder sublimt med tværæstetiske processer, der inddrager både billedkunst, musik og scenografi. Camilla Sørensen og Greta Christensen har fokus på relationen mellem lyd og objekt – og alt udsættes for et greb indenfor dekonstruktion, der er det gennemgående element i arbejdsprocessen. De to kvinder arbejder med lyd og objekter, som de dekonstruerer og skaber en ramme, som fører mig ind i et univers af Vinyl – Terror & Horror.

Anne Marie Telmányi-fonden er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmányi og fondens legater gives til kvindelige billedkunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats.

 

 

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Mancoba på SMK

Sonja Ferlov Mancoba: ‘Maske’ (også kaldet ‘Krigens udbrud’), 1939. Museum Jorn, Silkeborg. Foto: Anders Sune Berg.

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) levede det kunstnerliv i Paris, man ofte ser karikeret i populærkulturen. Den fattige kunstner der varmer sig ved et stearinlys og spiser brødkrummer. Hun boede dog ikke på et loft med udsigt til stjernehimlen, men sammen med sin mand, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba samt deres søn Wonga, under kummerlige forhold i en lille og primitivt butik – en nedlagt vinforretning i det 14. arrondissement, der fungerede som både bolig og atelier. Hun kom til Paris i 1936 og boede og arbejdede der stort set resten af livet, ligesom hun også blev fransk statsborger.

Som ung pige besøgte Sonja Ferlov Carl og Amalie Kjersmeier, der i deres lejlighed på Vesterbro i København havde opbygget en betydelig samling af afrikanske objekter og skulpturer. Det lagde straks grunden til en livslang fascination af oprindelig kunst, ikke kun fra Afrika men også fra Sydamerika og Middelhavsområdet. Især har kunst fra maya-kulturen præget hendes livsværk. Hun begyndte som maler, men det var i skulpturen, i begejstringen for leret, at hun fandt sin helt egen, enestående udtryksform.

Hun havde tidligt fået kontakt til adskillige af tidens danske kunstnere og var en slags ‘hangaround’ i COBRA-bevægelsen, hvor især Asger Jorn var en betydelig støtte for hende.

Mange af hendes kunstværker virker besjælede, som hos de ‘primitive’ forbilleder, hun i lighed med mange af datidens kunstnere, begejstret studerede i Paris på Musée de l’Homme og Musée d’Ethnographie du Trocadero.

I Ferlovs stramt udførte, nærmest geometriske, skulpturer betyder mellemrummene –  de tomme hulrum lige så meget som selve materialet – både rent fysisk og billedligt. Ofte er motiverne stiliserede menneskekroppe, der hænger tæt sammen via ekstremiteterne. Et element i hendes skulpturer er efter min mening overset af kunsthistorikerne. Det er det traditionelle folkelige motiv ‘Circle of friends’, der stammer fra mayakulturen, og som, ligesom maskemotivet, i mere eller mindre abstrakte former går igennem hele hendes beskedne livsværk – beskedent af antal men ikke af kvalitet. ‘Circle of friends’-motivet viser hende som den humanist, hun var, dybt optaget af budskaberne om sammenhold, fred, medmenneskelig forståelse, menneskekærlighed og tolerance.

Motivet ‘Circle of friends’ (tv), der stammer fra mayakulturen, sammen med Sonja Ferlovs mere og mere stiliserede udgaver af samme motiv – et motiv hun benyttede gang på gang gennem livet.

Ferlov var dybt optaget af den franske poet og filosof Antonin Artauds ideer om det ideelle menneske som en krop uden indre organer – og derfor uden seksuelle lyster og drifter. Måske derfor ser man ofte menneskelignende skulpturer fra hendes hånd, som har et stort hul – ingenting – i maven.

Den aktuelle udstilling ‘Maske og ansigt’ på SMK fremstår som en formfuldendt præsentation værkerne, der står på podier af varierende højde, således at opstillingen giver et rytmisk forløb, der går i dialog med rytmen i skulpturerne. Lyssætningen er diskret men effektfuld, og et par af de større hvide figurer har fået en sort plade som baggrund, hvilket giver en god kontrast, der forstærker oplevelsen af værkerne. Midt i salen vises en film om den ellers sky kunstner, og dette område er meget elegant omkranset af et let arrangement af tynde hvide draperinger.

I forbindelse med udstillingen, der senere vandrer i lidt ændret form videre til Centre Pompidou, er der produceret en stor, flot og veludstyret bog om kunstneren.

SMK: 8. februar – 5. maj 2019

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Efterår i udstillingsskoven

Claudia Comte: ‘I Have Grown Taller from Standing with Trees’. Courtesy Copenhagen Contemporary. Foto: Ole Schwander

CC – Copenhagen Contemporary fortsætter legepladstemaet, så det er super at åbne denne udstilling op til skolernes efterårsferie! Tag endelig ungerne med – det er et godt og tankevækkende udflugtsmål for hele familien. Sidste år var den store hal fyldt med gynger, og i år er der seks meter lange, tykke træstammer liggende spredt rundt i hallen, mens andre står lige op eller hælder faretruende. Det er meningen at de store, afbarkede fyrretræstammer, som er kørt herop fra Schweitz, skal ændre farve og karakter i løbet af udstillingsperioden. Publikum må gå, kravle, ridse, skære og tegne på stammerne. Må man også tage madpakker med og holde picnic i ‘skoven’? Det store installationsværk, som herhjemme vel kun kan huses af CC, hedder ‘Have Grown Taller from Standing with Trees’ og er skabt af den schweiziske kunstner Claudia Comte. Værket forener skulptur, lyd og matematiske systemer med kunstnerens interesse for arkæologi, biodiversitet og skovbrug. Afbarkningen og den hvide farve får, på trods af deres enorme størrelse og vægt, stammerne til at virke som fjerlette pinde, der er kastet rundt i lokalet. En ‘stor’ oplevelse på alle måder! Væg-til-væg tæppet er en oplevelse for sig med mønsteret der gør, at gulvet virker som om det af og til buer nedad. Det skal lede tanken hen på træernes rodsystemer, der via underjordiske netværk af svampe kommunikerer med andre træer på tværs af skovbunden. ‘Have Grown Taller from Standing with Trees’ skal i det hele taget anskueliggøre naturen i al dens magt. Det er også en fortælling om naturens kirkegård af fældede træer, der spejler den tid, vi lever i, hvor menneskets handlinger har direkte konsekvenser for klodens biologiske systemer. Installationen minder os om, at vi er en del af en større helhed, hvor stærke fællesskaber er lige så vigtige for naturen, som de er for mennesker. Så her er noget at tale med børnene om. I løbet af udstillingsperioden er der planlagt en række performances.

Værkerne af af den britiske kunstner Marianna Simnett er knap så børnevenlige. Gennem performance, video og installationskunst udfordrer hun den måde, hvorpå man anskuer og forestiller sig kroppen. Her kan man i videoinstallationen ‘The Needle and the Larynx’ opleve kunstneren få injiceret Botox ind i halsen med en sprøjte. I et andet lokale vises installationen ‘Faint with Light’, hvor publikum bombarderes med voldsomme lyspåvirkninger, mens Simnett på lydsiden fremprovokerer en række besvimelsesanfald gennem hyperventilering. Gisp ..!

Copenhagen Contemporary

Claudia Comte: 8. februar – 1. september 2019

Marianna Simnet: 8. februar – 26. maj 2019

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

De sidste billeder

Mange dør uden at vide det på forhånd, for eksempel ved pludselig sygdom eller ulykker. Nogle er klar over, at slutningen er nær.

Interessant er det naturligvis blandt kunstnere.

De sidste album, David Bowie og Leonard Cohen udgav før deres død var præget af, at de selv vidste, deres liv nærmede sig afslutningen.

Hvad med billedkunstnere?

Et nyt bogværk af den franske historiker og poet, Bernard Chambaz, afbilder en række billedkunstnere sidste værker før deres død. De fleste billeder tyder ikke på, at de ved enden er nær, men i hvert fald er disse tre tankevækkende – og ret rørende – synes jeg.

Edward Hopper maler to skuespillere, der takker af. Mark Rothko maler et rødt billede, der blev fundet nær det sted, han skar sin pulsåre over. Casper David Friedrich tegner en ugle siddende på en kiste med graven, graveredskaber og et tov i forgrunden.

 

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Rekord på Glyptoteket

Glyptoteket erhvervede i 2018 værket ‘Le chêne de roche’ (Klippeegen), malet i 1860 af den franske kunstner Théodore Rousseau. Maleriet er skænket af Ny Carlsbergfondet.

Året 2018 har tilsyneladende været et kanon år for danske kunstmuseer. Ikke kun Louisinana, men også Glyptoteket melder om rekordbesøgstal. I 2018 besøgte 448.934 gæster Glyptoteket. Det er det højeste besøgstal i museets historie. Sidste år besøgte 410.160 gæster Glyptoteket, det tal er nu slået med knap 39.000, hvilket gør 2018 til det bedst besøgte år nogensinde. ”I 2018 præsenterede vi tre store særudstillinger, der hver især trak mange gæster til museet. Vi lagde ud med Farao. Magtens ansigt, fulgte op med Beriget & Beruset og sluttede året af med Odilon Redon. Into the Dream. Et særkende ved alle udstillingerne er, at de er funderet i en stræben efter originalitet og høj faglighed. Samtidig har vi eksperimenteret med nye måder at formidle kunsten på. Det er godt at se, at gæsterne kvitterer for denne indsats,” siger direktør for Glyptoteket, Christine Buhl Andersen.

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Historisk besøgstal på Louisiana

Fra Louisianas aktuelle publikum- og anmeldersucces: ‘Månen – Fra den indre verden til det ydre rum’: Fritz Lang: Frau im Mond, 1929, Foto: Horst von Harbou / Deutsche Kinemathek

2018 blev et historisk år på Louisiana i mere én forstand, for museet kunne fejre sit 60-års jubilæum med det største besøgstal nogensinde. 755.500 gæster besøgte Louisiana i løbet af året, Året har også båret frugt for Louisianaklubben, som kan gå ind i 2019 med det største antal medlemskaber nogensinde, over 64.000 medlemskort, svarende til mere end 100.000 mennesker. Direktør, Poul Erik Tøjner, siger om året, der gik: “Det er glædeligt og stærkt opmuntrende, at der er så stor interesse for Louisianas program og måde at drive museum på, ligesom det i det hele taget er glædeligt, at der er mange mennesker på museerne i Danmark, for vi er ikke de eneste, der har haft et godt år. Louisianas popularitet er et klart udtryk for, hvor langt man kan nå, når både offentlige tilskud og fondsmidler virker sammen på et ambitiøst niveau med langsigtet perspektiv.”

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Copenhagen Light Festival 2019

1. februar 2019 tænder Copenhagen Light Festival den grønne laserstråle over flere end 40 værker og events. Københavnere og byens besøgende kan for alvor begynde at glæde sig og finde fornuftigt fod- og overtøj frem. For selvom mange i denne mørke tid umiddelbart lader sig lokke af dagligstuens lune og trygge rammer, så er der 40+ grunde til at komme udendørs efter solnedgang og opleve et hav af farvestrålende lyskunstværker i hovedstadens gader, og på pladser, kanaler og bygningsfacader. Undskyldningerne for at blive hjemme må se sig slået af Copenhagen Light Festivals mange lysaktiviteter. I år kan festivalens besøgende opleve lyskunsten til lands via guidede lysture til fods, på cykel og segway, og til vands i kajak eller i kanalbåde. Copenhagen Light Festival varer fra fredag den 1. februar til søndag den 24. februar.

Se det omfattende program: klik her.

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Julekalender på Bruun Rasmusssen

Julekalenderen tager afsæt i værket ‘Et selskab af danske kunstnere i Rom’ af Constantin Hansen.

TV-personligheden Peter Kær har, i samarbejde med Statens Museum for Kunst og Bruun Rasmussen, skabt en seværdig og velproduceret kunstkalender i 24 afsnit, som løber her i december. De 24 afsnit tager afsæt i værket ‘Et selskab af danske kunstnere i Rom’ af Constantin Hansen. Dog lidt enerverende, at den temmelig lange indledning gentages i hvert af de korte afsnit. Men godt, at man kan gå andre steder hen, når DR i årevis, med stor ihærdighed, har forsømt at oplyse folket om kunst og kultur.

Se kalenderen, klik her.

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra