Kulturkrukken

Chaïm Soutine, Escalier a Cagnes (Trappe i Cagnes), ca. 1923-1924. Olie på lærred, 60 x 73 cm
David Lévy et associés, Bruxelles. Foto: Courtesy David Lévy et associés, Brussels

Endelig lykkedes det mig – alt for sent i øvrigt – at opleve Chaïm Soutine (1893-1943) på Louisiana. Det er fuldstændigt overvældende at opleve hans på én gang fanden-i-voldske, brutale, kærlige, vemodige, lidenskabelige – og også oplivende – værker, svimlende perspektiver, assymmetriske ansigter, forvredne, kaotiske landskaber. Ofte er farven rød fremtrædende i billeduniverset.

Soutine var en introvert kunstner, en enspænder som bogstavelig talt kæmpede med sine værker, ligesom han det meste af livet kæmpende med tæsk, fattigdom, sult, mobning, og mavesår – som tog livet af ham som 50-årig. Barndom i en ludfattig ortodoks jødisk familie i det nuværende Balarus, kunstneriske ambitioner fra barnsben mod familiens ønsker, tegneskole som tiårig i Minsk, flygter til Paris’ fattige bohememiljø, kæmper sig igennem som miskendt kunstner med kun ganske få venner – især Modigliani – oplever langt om længe anerkendelse og relativ velstand indtil han på flugt fra nazismen går under jorden og dør af perforeret mavesår i 1943.

Hans kamp med og mod hans værker var ikke kun psykisk, men også fysisk. Han flåede dem i stykker, skar i dem, brændte dem for så at lappe dem sammen og male videre på dem. Ofte malede han på brugte lærreder, han købte på loppemarkedet.

Soutine er en af de kunstnere, der skal opleves 1:1 – i virkeligheden. Reproduktioner på tryk og på nettet er fascinerende, men slet ikke noget der retfærdiggør værkerne i forhold til den enestående oplevelse, det er at stå foran originalerne og iagttage den kaotiske energi der ligger i de vilde strøg, de tykke lag maling og den indædte energi i kampen mod motivet og lærredet.

Soutine er i verdensklasse. Det er imponerende, at Louisiana har kunnet stable denne omfattende udstilling på benene, som i mine øjne må være årets udstilling i Danmark. Der er lige tid til at beundre værkerne, så smut endelig til Louisiana – inden udstillingen lukker den 14. juli.

Der findes desuden en film på den fine Louisiana Channel, hvor syv samtidskunstnere fortæller om deres forhold til Soutine: https://channel.louisiana.dk/artists/chaïm-soutine

Soutines stærke malerier af den slagtede okse leder tankerne på mit yndlingsdigt – af August Strindberg:

Vid Avenue de Neuilly
Där ligger ett slakteri,
Och när jag går till staden,
Jag går där alltid förbi.

Det stora öppna fönstret
Det lyser av blod så rött,
På vita marmorskivor
Där ryker nyslaktat kött.

I dag där hängde på glasdörrn
Ett hjärta, jag tror av kalv,
Som svept i goffrerat papper
Jag tyckte i kölden skalv.

Då gingo hastiga tankar
Till gamla Norrbro-Basarn,
Där lysande fönsterraden
Beskådas av kvinnor och barn.

Där hänger på boklådsfönstret
En tunnklädd liten bok.
Det är ett urtaget hjärta
Som dinglar där på sin krok.

Basel Abbas & Ruanne Abou-Rahme, May amnesia never kiss us on the mouth: only sounds that
tremble through us (2020-2022), The song is the call, and the land is calling (2024).
Installation view at Copenhagen Contemporary (2024). Photo: David Stjernholm.

CC og Glyptoteket åbner en ny, stor udstilling med den internationale kunstnerduo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme. Den fælles udstilling finder sted på begge institutioner samtidigt og præsenterer flere af kunstnerduoens centrale værker i nye versioner.

Basel Abbas (f. 1983) og Ruanne Abou-Rahme (f. 1983) har siden 2007 opbygget en internationalt anerkendt praksis på tværs af video, lyd, installation, tekst og performance. Gennem visuelt spektakulære medieinstallationer stimulerer kunstnerduoen både krop og intellekt, når de genforhandler vores moderne landskaber af politik og poesi, fortid og nutid. Med en baggrund i 1990’ernes musikalske drum and bass-scene i London, sampler kunstnerne arkivmateriale, elektroniske rytmer og realtidsoptagelser til nye originale lydlandskaber. Disse akkompagneres af medrivende billedsider og et pulserende spor af systemkritiske og poetiske tekster på både arabisk og engelsk.

Omdrejningspunktet for udstillingen på CC er hovedværket May amnesia never kiss us on the mouth: only sounds that tremble through us (2020-) – et poetisk video- og lydværk, baseret på onlineoptagelser af hverdagssituationer, hvor mennesker synger og danser på offentlige pladser i Irak, Syrien og Palæstina. Disse optagelser er tilsat en overvældende basstærk lydside, skabt af palæstinensiske musikere. Med kunstnernes egne ord viser værket, ”hvordan de splintrede fællesskaber modsætter sig udslettelse og påberåber sig stedet, selvet og fællesskabet på ny.”

På Glyptoteket viser Abbas og Abou-Rahme et helt nyt værk skabt med afsæt i museets oldtidssamling samt tre sammenhængende værker på tværs af video, installation og lyd fra deres research-baserede værkserie And yet my mask is powerful.

And yet my mask is powerful tager udgangspunkt i en samling af 9.000 år gamle neolitiske masker udgravet på Vestbredden og i de omkringliggende områder.

Maskerne blev i mange år opbevaret i private samlinger gemt væk fra offentligheden, indtil de blev udstillet på Israel Museum i 2014. Her besluttede kunstnerne at ‘hacke’ maskerne via udstillingens virtuelle platform, genskabe dem ved hjælp af 3D-printteknologi og efterfølgende returnere kopierne til Vestbredden som en form for hjemkomst.

Selv beskriver kunstnerne deres værker som modstandspoesi – en formulering, der taler ind i kunstnernes vedvarende interesse for, hvordan fællesskaber kan mobilisere håb og selvbestemmelse selv i politisk undertrykkende systemer. Med poesi og politisk tænkning antyder udstillingens værker en fiktiv, måske endda parallel tid, uden besættelse og kolonial arv.

Centralt for kunstnernes praksis er en vedvarende interesse for, hvordan fællesskaber kan mobilisere håb og skabe modfortællinger i politisk undertrykkende systemer. Selv beskriver kunstnernes deres værker som modstandspoesi; en modstand, der på én gang er alment vedkommende og samtidig forankret i kunstnernes personlige baggrunde med rødder i Palæstina.

Med sine tankevækkende og visuelt slående værker skaber Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme medierede oplevelser af vold, tab, håb og fællesskab, hvori nye æstetiske og politiske muligheder kan opstå. Gennem deres kunstneriske bearbejdning af undertrykte folks ret til liv og erindring taler de ind i en lang kunst-og kulturhistorisk tradition, hvor kunstnere bruger poetiske virkemidler til at reflektere over samtidens store og smertefulde konflikter.

Udstillingen er den anden i rækken af det treårige programsamarbejde mellem CC og Glyptoteket under titlen Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond, der sætter fokus på antikkens kulturarv og dens betydninger i dag.

Det treårige udstillingsprogram på CC og Glyptoteket er generøst støttet af Det Obelske familiefond. Udstillingen på Copenhagen Contemporary er yderligere støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Copenhagen Contemporary: 14. juni – 29. december 2024

Glyptoteket: 13. juni – 20. oktober 2024

Kai Nielsen, Vandmoderen, Kopi hugget 2003-2004. Opstillet 2005. Glyptoteket © Kim Nilsson

Udstillingen sætter fokus på billedhuggeren Kai Nielsen, som med sine små statuetter og monumentale værker i det offentlige rum bidrog markant til billedhuggerkunstens folkelige gennembrud i begyndelsen af 1900-tallet.

Man har sikkert allerede mødt Vandmoderen, der tager imod Glyptotekets gæster fra sit bassin i Vinterhaven, og måske har du set Kai Nielsens figurer af arbejdende folk på Blågårds Plads, måske uden at vide, at han er kunstneren bag.

Kai Nielsen (1882-1924) var fascineret af menneskekroppen. Han tematiserede både stærke mandekroppe med antikkens idealkroppe som forbillede, som f.eks. i den monumentale skulptur Første generation, og kvindelige figurtyper inspireret af antikkens mytologiske skikkelser som Afrodite, som f.eks. skulpturen Aarhuspigen eller Venus med æblet. Men han fordyber sig også i hverdagsmotiver som Pigebarn, der piller tæer, statuetter af børn og portrætbuster af familien og af sin samtids kendte atleter, kunstnere og kunstsamlere.

Kai Nielsens bestræbelse på at skildre ’det naturlige’ og gøre sine værker tilgængelige forbinder hans kunst med noget jordnært og folkeligt. Samtidig rummer hans skulpturer referencer til mytologiske og antikke fortællinger. Et af hans mest ikoniske værker, Glyptotekets vartegn Vandmoderen (1921), blev oprindelig udhugget på selve museet. Hendes historie indgår i udstillingen, ligesom du kan opleve nogle af Kai Nielsens mest omtalte værker og få en indføring i dem.

Kai Nielsen gik på akademiet i København og blev inspireret på Glyptoteket, hvor han studerede 1800-tals fransk og dansk skulptur og græsk og romersk antik kunst. Tidligt i karrieren kontaktede han brygger Carl Jacobsen, måske for at inspirere kunstmæcenen til at investere i sine værker. Glyptoteket har en omfattende samling af billedhuggerens skulpturer og skitser som indgår i udstillingen sammen med indlån fra danske og norske museer og private samlinger.

Glyptoteket: 30. maj 2024 – 5. januar 2025

Niels Simonsen: Tilbagetoget fra Dannevirkestillingen 1864. 1864.
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Iben Kaufmann

Forårets og sommerens store særudstilling på Den Hirschsprungske Samling sætter fokus på dem der drog i krig, og dem der blev derhjemme under de slesvigske krige fra 1848-1864. De krige der forankrede den danske nationalsjæl.

Her blev kvinder skilt fra deres mænd, mødre måtte sige farvel til deres sønner, børn undvære deres fædre. Samfundet ændrede sig, og mennesket måtte tilpasse sig. Familier måtte begræde de faldne, men også skabe rum til de hjemvendte soldater, der kom tilbage fra krigene med ar på såvel krop som sjæl. Fædrelandet måtte finde sig selv igen og med det genfinde håbet, der langsomt men sikkert vendte tilbage, som udstillingen også afspejler.

Udstillingen fortæller også om og viser os de unge mænd, der som soldater for første gang fik en hovedrolle i tidens kultur. Landsoldater, frivillige studenter og matroser blev til helte i store bataljemalerier; og derhjemme kunne familierne følge deres kære gennem billedreportager lavet af kunstnerne i felten.

I Soldater. Kunsten og danskerne i krig 1848-1864 vil publikum se værker af kunstnere som Elisabeth Jerichau Baumann, Niels Simonsen, Jørgen V. Sonne, J.Th. Lundbye, og Christen Dalsgaard. H.W Bissens Den danske landssoldat efter sejren sætter scenen, når man træder ind ad døren i museets smukke sale.

Oplev ligeledes tre stærke videofortællinger med danske veteraner, der taler om deres oplevelser som udsendte, og samfundet de vendte tilbage til; og hør kunsthistoriske og historiske eksperter udfolde flere af udstillingens store værker.

Den Hirschsprungske Samling: 15. marts – 28.juli 2024

Til april præsenterer SMK en ny installation med værker fra museets samling. Installationen er skabt af den anerkendte billedkunstner Yvette Brackman og er resultatet af hendes flerårige forskningsprojekt, som væver historiske kvindelige kunstnere og jødisk kulturhistorie sammen i en dialog med museets kunsthistorikere.

Siden 2000 har amerikansk-fødte Yvette Brackman (f. 1967, New York City) arbejdet som kunstner i Danmark. Hendes mor og far kom til USA som jødiske dissidenter fra Sovjetunionen. Og det er ofte hendes egen families transnationale historie, som hun bearbejder og formidler gennem skulptur, performance, video og tekst.

I en ny installation Salon des Refusés, som er en del af Brackmans postdoc-forskningsprojekt på SMK, har hun med udgangspunkt i sin historie fundet nye fortællinger i museets store samling af 700 års billedkunst. Historier, som bl.a. handler om flugt, kvindernes kunsthistorie, at høre til, transnational kunstnerisk kultur og kulturel assimilation.

”I installationen reflekterer jeg over min relation til dansk kunsthistorie og søger efter en kunstnerisk arv. SMK’s samling har et stærkt nationalt fokus, og historien om jødiske kunstnere i Danmark er ikke repræsenteret som sådan. I mit arbejde har jeg ledt efter huller i samlingen, som jeg har forsøgt at udfylde ved at udfolde nye historier og ved at tilføje relevante værker”, forklarer Yvette Brackman.

SMK: 11. april – 8. september 2024

Anonym. Alberto Giacometto i sit atelier med ‘Skoven’, omkring 1950, Fondation Giacometti,
© Succession Alberto Giacometti/Adagp, Paris, 2024.

Fra februar 2024 præsenterer SMK en omfattende udstilling med den berømte schweiziske kunstner Alberto Giacometti. Gennem hovedværker inden for skulptur og tegning stiller udstillingen skarpt på Giacomettis fascination af, hvad man egentlig ser, når man ser.

Høje, spinkle skikkelser med rå, organiske overflader. Den schweiziske kunstner Alberto Giacometti (1901-1966) er internationalt kendt for sine ikoniske fremstillinger af langlemmede menneskefigurer. De står på nogle af verdens største museer, som Tate Modern i London, Museum of Modern Art i New York og Centre Pompidou og Fondation Giacometti i Paris. I Danmark kan de blandt andet opleves på Louisiana og på torvet foran Det Gamle Rådhus i Holstebro.

Det er i høj grad skulpturerne, som er årsag til Giacomettis berømmelse – både i hans egen tid og i dag, hvor han anses som en af de mest betydningsfulde kunstnere i det 20. århundrede. Men hans kunst spænder langt bredere end det.

Alberto Giacometti – Hvad øjet ser, som udfolder fortællingen om Giacometti på tværs af hans forskellige kunstformer: skulptur, maleri, grafik og tegning. Den omfattende udstilling tager afsæt i SMK’s samling, der indeholder flere af Giacomettis væsentlige værker på papir.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Fondation Giacometti i Paris og er en ekstraordinær mulighed for at opleve nogle af Giacomettis populære hovedværker såsom Næsen (1947), Buret (1950-51) og Den gående mand (1960) side om side med en række mindre kendte værker, som kun sjældent er blevet udstillet før. I alt rummer udstillingen omkring 90 værker, og den tager udgangspunkt i 1920’erne og 1930’erne – en periode, der satte et afgørende præg på Giacomettis kunst og formede hans udtryk frem til hans død i 1966.

Giacometti flyttede til Paris som 21-årig, og fra 1930 blev han en del af kredsen af surrealister omkring den franske digter og forfatter André Breton (1896-1966). I flere år lod han sig inspirere af det formsprog, som surrealisterne brugte til at udtrykke det underbevidste og det indre liv. Men i 1934 tog hans kunstneriske praksis en betydningsfuld drejning. Han begyndte – ligesom tidligere i sin karriere – at arbejde efter model og vendte sig mod den fysiske virkelighed.

Alberto Giacometti – Hvad øjet ser udfolder Giacomettis årelange besættelse af synserfaringen og hans dedikerede kamp for at indfange verden, som han så og oplevede den. Hoveder og helfigurer var hans mest brugte motiver, og ved at arbejde med skala, retning, rum og afstande forsøgte han at oversætte sine synsoplevelser til sandfærdige og autentiske udtryk.

Giacometti var kompromisløs i sin søgen. Han overmalede ofte sine værker, og sommetider lavede han utallige udkast til samme portræt. Selv beskrev han sit endeløse projekt med ordene: “Det er, som om virkeligheden hele tiden befandt sig bag et slør, som man river bort… Der er hele tiden noget mere… og mere. Men jeg har det indtryk, eller gør mig den illusion, at jeg hver dag gør fremskridt. Det er det, som får mig til at handle, som om man slet og ret skulle have held med at forstå livets kerne”.

SMK: 10. februar – 20. maj 2024

Pussy Riot-pigerne ved åbningen. Foto: Ole Schwander.

Den aktuelle Pussy Riot invasion ‘Velvet Terrorism’ på Louisiana er efter min mening en af de vigtigste udstillinger meget længe – endda på verdensplan. Det drejer sig denne gang om politik og ytringsfrihed og griber dermed direkte ind i for eksempel debatten om ‘koranloven’. Jeg vil ønske, at vores politikere, og alle andre, valfarter til Humlebæk og ser udstillingen. Præsentationen går lige i hjertet, det er faktisk en af de udstillinger, der har rørt mig mest – nok på grund af aktualiteten. Jeg gik i hvert fald fra udstillingen både opstemt og oprørt. Opstemt fordi den dokumenterer mennesker, der frygtløst bekæmper det onde, og oprørt fordi det stort set sker lige uden for vores gadedør – i dag.

Pussy Riot – Pis på Putin. Foto: Ole Schwander.

Af egentlige ‘kunstværker’ er der faktisk kun to. Men de er til gengæld fascinerende. Det første er en stor video, der viser et kvindeligt Pussy Riot-medlem, der pisser på et portræt af Putin. Mon det ville være tilladt at vise, hvis det var den iranske leder? Eller Profeten selv for den sags skyld? I en anden video rives Putins russiske forfatning i stykker og brændes. UHA, UHA …! Hvad siger vores regering til det? Det andet er en installation, en celle man går ind i, hvor den russiske nationalmelodi spilles for fuld hammer. Den blev spillet højt hver morgen klokken seks i de celler Pussy Riot-medlemmerne sad i, fortælles det.

Det er bevægende at se de mange videoer, billeder og tekster, der i kronologisk orden fortæller om Pussy Riots aktioner. Det maner til eftertanke. Tænk at risikere lange fængselsstraffe i et russisk fængsel for at ytre sig om styret. Unge mennesker, der forfølges, piskes og fængsles for at sige styret imod og som vedbliver at kæmpe for deres rettigheder.

UHA, UHA – Masha fra Pussy Riot brænder den russiske forfatning. Godt, det ikke er Koranen eller en anden hellig skrift! Foto: Ole Schwander.

Når det er sagt, så bryder jeg mig ikke om formen. Det er underligt at komme til en fuldendt arkitektonisk perle – et smukt, velholdt museum med et friseret haveanlæg, man ikke kan sætte en finger på, og så skulle opleve en form for anarkistisk optøjer, med punkmusik og uorden. Efter min mening hører udstillingen i højere grad til i en rå og faldefærdig fabrikshal end på et elegant museum. Jeg bryder mig heller ikke om, at opsætningen er  ‘punket’ på en påtaget måde. Billeder og tekster sidder alligevel for pænt ‘skævt’ sat nydeligt op med pastelfarvet tape. Der mangler saft og kraft. Jeg havde langt hellere set, at ophængningen var mere klassisk ‘museumsagtig’, så det passer til Louisiana. Det samme gælder det flotte katalog. Det ville være mere ærligt, og budskabet ville bestemt ikke være gået tabt ved, at det blev gjort på den måde. Jeg kommer til at tænke på udtrykket: “Vi smadrer byen – på en ikke-voldelig måde” … ! Indvendingerne gælder dog kun formen. Indholdet, det kan ikke anbefales nok.

Russisk celle, hvor den russiske nationalsang brager ud af højttalerne. Installation. Foto: Ole Schwander.

I Vridsløselille Fængsel findes kulturstedet Porten, som er et samlingspunkt for iværksætteri, kreativitet og fællesskab i hjertet af Albertslund. Ud over rundvisninger i fængslet arrangeres der store og små oplevelser – alt fra øl og rock til kunst og fortællinger.

Med titlen Jord/Liv udstiller kunstnerne Marika Seidler og Hartmut Stockter i en af gangene i fængslet, ligesom nogle celler er også inddraget til værkerne. Både Marika Seidler og Hartmut Stockter er i deres kunst optaget af jordens mikroliv og det mylder af liv og processer, der er så vital for alle levende organismer. Billed-, video- og performancekunstneren Marika Seidler viser nogle underfulde og tankevækkende installationer af organiske former i forskellige materialer herunder store og imponerende svampe fremstillet af skumgummi. Stockters kunst undersøger naturen ved brug af selvopfundne, håndbyggede og finurlige manuelle redskaber, og desuden udstiller han en række af sine fremragende store tegninger.

Ud over den kunstneriske oplevelse, kan publikum opleve fængslet indefra og filosofere lidt over forbrydelse og straf, når man betragter de små, middelalderagtige celler.

Der er gratis entré på Fængselsvej 39, 2620 Albertslund.

Læs mere om udstillingen her.

Porten: 10. september – 5. oktober 2023. Åben torsdag og søndag kl. 11-15.

En gruppe af Marika Seidlers eventyrlige skumgummisvampe.

Det er opløftende når vores grønlandske medborgere træder ind på den danske kunstscene. Statens Kunstfond har udpeget den grønlandske billedkunstner Inuuteq Storch til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen 2024 – og På SMK præsenteres en udstilling af Jessie Kleemann, der er født i  i Upernavik (1959), men bor og arbejder i København. På den aktuelle udstilling på SMK viser Kleemann – blandt andet med en række helt nye værker – hvordan grønlandsk identitet, kultur og natur ændrer sig over tid.

Et både opfindsomt, muntert og tankevækkende indslag er en kæmpe hundeslæde monteret med store ATV-dæk, en hundeslæde anno 2023, der er konstrueret til et forandret landskab, hvor isen smelter, og fangerlivets muligheder ændrer sig. Som ‘bagtæppe’ til slæden ses en ligeså munter og tankevækkende video-performance, Tiden løber løber tiden, der på en række separate skærme viser Jessie i fuldt firspring gennem et sneklædt landskab.

Kleemann dyrker ikke en romantisk længsel efter fortiden eller en oprindelig kultur. Tværtimod. Hun bruger sin kulturelle arv som et levende materiale, der kan bearbejdes og få nye betydninger. Dermed udfordrer hun den eksotiske drøm om et uspoleret Grønland og de mere stereotype forestillinger, der ofte bider sig fast i diskussionen om koloniserede folkeslag.

Det universelle, eksistentielle spørgsmål ”Hvem er jeg?” ligger som en understrøm i hele hendes virke. Gennem årene har spørgsmålet udfoldet sig med stadig flere nuancer, der i Kleemanns nyeste værker både legende og med vrede og smerte peger mod utopiske og dystopiske fremtidsscenarier.

SMK: 4. august – 26. november 2023

‘Slæden på vej, 2023′. Installation, Courtesy: Jessie Kleemann. Foto: Frida Gregersen.

Louisianas udstillingsrække om Arkitekturens Værksteder har budt på store og fremragende arkitektoniske indtryk, som også sprænger rammerne for, hvad man normalt betragter som arkitektur. Det er fremsynet – og modigt. Den sjette og sidste udstilling i serien  på Louisiana præsenterer med en overdådig udstilling den kenyanske tegnestue Cave_bureau, som er et Nairobi-baseret bureau af arkitekter og forskere, der kortlægger udforskninger af arkitektur og urbanisme i naturen.

Deres arbejde adresserer den antropologiske og geologiske kontekst af den postkoloniale afrikanske by som et middel til at konfrontere udfordringerne i vores nutidige landlige og urbane liv – en form for ’omvendt futurisme’. Kun ved at kende fortiden kan de skabe bæredygtige løsninger for fremtiden.

I form af en overflod af forskellige udtryksformer som objekter, film, billeder og installationer tager Cave_bureau afsæt i de vulkanske grotter omkring Nairobi, der er millioner af år gamle og rummer vigtige vidnesbyrd om Kenyas historie.

En helt overvældende installation, som faktisk er hele besøget værd, er den enorme gengivelse af Shimoni-grotten, der ligger ved kysten mod det indiske ocean. Grotten er omdannet til en vævet struktur i det bæredygtige naturmateriale rattan og fremstillet i så godt som naturlig størrelse for at gengive grotternes rumlighed og stoflighed. Hele installationen er ‘vævet’ af fire danske kunsthåndværkere, som har arbejdet på projektet i månedsvis i en fabrikshal i københavnsområdet og færdiggjort det på selve udstillingen. Et helt enestående arbejde, der er inspireret af oldgamle håndværk og byggeteknikker og blevet til i samarbejde med CITA, Centre for Information Technology and Architecture på Royal Danish Academy – Architecture, Design Conservation i København.

I dag er området omkring grotterne kilde til geotermisk energi, en vigtig medspiller i den grønne omstilling. Udvindingen af grøn energi har dog store konsekvenser for både natur, dyr og mennesker.

Et andet interessant og perspektivrigt projekt er en ‘Steam Harvester’, et lokalt vandinfrastrukturprojekt, der går ud på at høste damp i tørkesæsonerne, og skabe reservoirer til at opsamle regnvandhos Mount Suswa Maasai-samfundet.

Cave_Bureau fik sit internationale gennembrud, da de blev inviteret til at deltage i den prestigefyldte Arkitekturbiennale i Venedig 2021.

Se Cave_Bureaus hjemmeside her. og på Instagram her.

Louisiana: 29. juni – 26. november 2023

Fuldstændig imponerende installation, der repræsenterer en kæmpe hule, håndvævet
i det bæredygtige naturmateriale rattan. Fra Louisianas udstilling ‘Cave_bureau’. Foto: Ole Schwander.