Vejen til Palmyra

Mand med kamel i baggrunden. © Getty.

Vejen til Palmyra … går gennem Glyptoteket, hvor historien om den lille oase i den syriske ørken folder sig ud i al sin pragt.

Udstillingen omkranser Glyptotekets skønne Vinterhave, som i sig selv opleves som en østerlandsk oase, og dermed sætter de perfekte rammer for fortællingen om ørkenbyen, som oplevede både en gylden storhedstid, krig og ødelæggelse.Palmyra blev en del af det romerske imperium og var gennem 300 år centrum for handlen mellem øst og vest. Krigene og ødelæggelserne stod der for en gangs skyld en kvinde bag, idet byens sagnomspundne dronning Zenobia, udfordrede det romerske overherredømme og kastede Palmyra ud i en kamp med de romerske tropper, som lagde byen i ruiner i år 272 e.v.t. Hvad romerne ikke fik destrueret sørgede Islamisk Stat for at sprænge i luften i 2015 – næsten 2000 år senere.

Efter romernes ødelæggelser gik den engang så velhavende og betydningsfulde by i glemmebogen, indtil det europæiske borgerskab fra slutningen af 1700-tallet fik en lidenskabelig interesse for det østerlandske, og arkæologer, forskere, fotografer, kunstnere og andet godtfolk begyndte at valfarte til blandt andet Palmyra. Interessen blev også vakt hos Glyptotekets grundlægger, brygger Carl Jacobsen, som vi kan tanke for at København huser denne enestående samling af portrætter fra de berømte gravtårne i Palmyra – den største samling uden for Syrien. Det er interessant at betragte disse personlige portrætter med indskifter, der gør, at menneskerne bag næsten står lyslevende for os i dag. Ved hjælp af moderne teknik har man rekonstrueret en af udstillingens perler, Skønheden fra Palmyra, så hun fremtræder komplet og i al sin farverige pragt som forskerne forstiller sig, hun kan have set ud.

Artefakter, lyd, videoprojektioner og tekster går op i en højere enhed på glyptotekets udstilling om Palmyra.

Udstillingen fortæller levende og interessant om Palmyras skæbne fra det lille samfund omkring kilden til dens storhed og fald, hvor artefakter og billeder går hånd i hånd med lyddesign og videoproduktioner, der dog ikke tager overhånd men er perfekt doseret. Planløsningen, detaljerne og udstillingens finish er af en sjælden udsøgt kvalitet, som, ud over ‘hovedpersonerne’, gør besøget til en stor oplevelse. Udstillingens plancher og billedtekster er sprogligt og informativt helt i top og særdeles læsevenligt sat op, så her bydes der på en masse viden og gode historier. Hvis man ikke har fået nok kan man i det omfangsrige, flotte og rigt illustrerede katalog hente oceaner af viden – på engelsk dog.

Endnu en mindeværdig udstilling på Glyptoteket – og så lige efter den mageløse udstilling med Pierre Bonnard!

Glyptoteket: Til 1. marts 2020

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Marsden Hartley

Marsden Hartley: Adelard the Drowned, Master of the “Phantom”,1938-1939. Weisman Art Museum, Minneapolis,
MN. Bequest of Hudson D. Walker from the Ione and Hudson D. Walker Collection. (Udsnit).

Marsden Hartley hører til blandt de første store moderne kunstnere i det 20. århundredes Amerika. Han var en del af den kunstneriske elite, men alligevel er han en uopdaget plet på det kunsthistoriske verdenskort set fra et nutidigt europæisk perspektiv. Måske på grund af værkets mangesidige karakter, der har gjort det svært at placere ham i kunsthistorien, men nok også fordi der ikke siden begyndelsen af 1960’erne har været vist en retrospektiv præsentation af Hartleys værker i Europa. Louisiana præsenterer i øjeblikket en omfangsrig udstilling Marsden Harley – The earth is all I know of wonder, og det er første gang i 60 år, at man på europæisk grund kan se en retrospektiv udstilling med ham. Udstillingen er inddelt i seks kapitler, der kronologisk beskriver Hartleys kunstneriske proces koblet med både biografisk og kontekstualiserende materiale. Kapitel 1 beskriver Hartleys begyndelse som kunstner, den store indflydelse den europæiske modernisme havde på ham, og er fokuseret på årene 1905-1912, hvor Hartley fortrinsvist malede i Maine og New York. Kapitel 2 omhandler Hartleys ophold i Paris og Berlin i årene 1912-1915, hans møde med Getrude Stein og gruppen af kunstnere omkring tidsskriftet Der Blaue ReiterKapitel 3 fortæller om Hartleys hjemvenden til USA efter 1. Verdenskrigs udbrud og hans forsøg på at nærme sig forestillingen om en autonom amerikansk kunst i årene 1916-1921. Kapitel 4 beretter årene 1921-1931 hvor Hartley opholdt sig i Europa igen; i Berlin, Paris og særligt Provence, hvor han gik i fodsporene på sin store helt, Paul Cézanne. Kapitel 5 drejer om Hartleys tre sidste udenlandsrejser i årene 1932-1935, om mødet med den mexicanske kunst og det sidste ophold i Tyskland. Kapitel 6 følger Hartley i hans sidste leveår, 1935-1943, først i Nova Scotia, hvor en tragedie ændrer hans liv og kunst og siden i barndommens Maine, som han vendte hjem til efter at have undgået det i 25 år. Ydermere vil udstillingen lægge vægt på Hartleys store produktion af digte og essays, og en film bestående af interviews med syv nulevende kunstnere understreger Hartleys betydning – også i dag.

Louisiana: Til 19. januar 2020

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Guld på SMK

C.W. Eckersberg: “Udsigt gennem en Dør til løbende Figurer”, 1845, SMK.

Når jeg, efter at have besøgt den store guldalderudstilling på SMK, går ad Sølvgade langs med muren til Kongens Have er det som at træde direkte ind i et af malerierne. I dagens anledning overvejede jeg, at den burde hedde Guldgade i stedet for Sølvgade! Da jeg fik invitationen til udstillingen, tænkte jeg ellers at ‘guldaldermalerier’, er det noget jeg gider se på – igen? Men det er det! Med flere end 200 malerier og tegninger er dette er den største guldalderudstilling i Danmark nogensinde, og det er bestemt stadig en stor fornøjelse at studere dem.

SMK har i forbindelse med denne udstilling Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer ‘udvidet’ guldalderen til i historisk perspektiv at begynde i starten af 1800-tallet med katastroferne Slaget på Reden, Københavns bombardement, statsbankerot, og afståelsen af Norge og slutte lige så lidt glorværdigt med den ulykkelige krig mod Preussen og nederlaget i 1864. Udstillingen foregår i to sale adskilt fra hinanden, så det skal man som publikum lige finde ud af. Samlende for udstillingen er et væg-til-væg gulvtæppe, som man måske lige skal vænne sig til. Tæppet, som er mørkt og dystert er ikke lige min ‘kop te’. Desuden er der opsat, efter min mening, ret voldsomt dimensionerede afspærringer mellem billederne og publikum med store hvide skilte om både tiden, malerierne og kunstnerne. Afspærringerne og skiltene virker for påtrængende og dækker næsten for den nederste del af de store værker. Til gengæld er selve teksterne fremragende og virkelig godt og oplysende skrevet, så det er værd at gennemgå dem én for én.

Der er arrangeret bløde opholdssteder på udstillingen, som giver plads til fordybelse. Foto: Steen Møller Rasmussen.

Der er ret dystert i det første rum og når man kommer over i det næste er der noget mere lys på malerierne fra syden, så jeg tænkte, at det er et godt greb at illustrere sydens sol på, men det er kun i lige i begyndelsen, så det er nok ikke meningen(?). Ser man bort fra det udstillingstekniske, så er det, skønt de indledende fordomme, som sagt pragtfuldt at se de mange af værker i virkeligheden, især billederne, der skildrer folkelivet og hvor man kan gå på opdagelse i mylderet af mennesker og dyr. En del af dem kender man jo i forvejen, men der da funklende perler imellem, som det kæmpestore maleri ‘Kirkefærd i Dalarne i Sverige’ af Wilhelm Marstrand, der har været opmagasineret i mere end 50 år. Mylderet af mennesker i billedet giver helt Bruegel-agtige associationer.

Der lægges vægt på symbiosen mellem kunstnere og videnskabsfolk, som var kendetegnende for perioden. ”Man får i tiden en helt ny og frugtbar dialog mellem malere, musikere og videnskabsfolk,” fortæller seniorforsker og overinspektør på SMK Peter Nørgaard Larsen og fortsætter: “Og nye fag som meteorologi, botanik og arkæologi bliver for eksempel synlige i kunsten. Man spørger sig selv: Hvad er Danmark og dansk kunst? Hvad er en familie og et venskab egentlig? Og hvordan kan man bedst danne sig selv og hinanden?”

Udstillingen er produceret i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, som har den største guldaldersamling uden for Danmark. Til udstillingen er der produceret et pragtfuldt bogværk med et væld af gode og informerende tekster samt, selvfølgelig, rigt illustreret.

SMK: 24. august – 8. december 2019

 

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Homeless Souls

Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh, Hesam Rahmanian, ‘Where To? Wherever it Chances’, 2019.
Courtesy of the artists and Galerie In Situ – fabienne leclerc, Paris

Med eksil og landflygtighed som gennemgående temaer præsenterer Louisiana hen over sommeren en række markante internationale kunstnere, hvis værker taler direkte ind i vores konfliktfyldte samtid. Udstillingens kunstnere stammer fra bl.a. Iran, Irak, Nigeria, Algeriet og Kosovo. Mange tager afsæt i selvoplevede erfaringer, som de bearbejder og transformerer til tidløse udsagn om krigen som genkommende historisk begivenhed og eksilet som eksistentiel erfaring. På Homeless Souls mødes et dusin betydelige kunstneriske stemmer fra hele verden i en samtale om landflygtighed. Deres værker taler ind i en verden i krise med store befolkningsgrupper i tvunget bevægelse. Hvordan deltager billedkunsten i fortolkningen af samtidens store konflikter? Hvordan forholder den sig til den smerte og lidelse, der forårsages af krig og forfølgelse? Hvordan formidler man det unævnelige? Og hvordan kan vi overhovedet få adgang til andres erfaringer? Udstillingens kunstnere er: Kader Attia (f. 1970, Frankrig), Tiffany Chung (f. 1969, Vietnam), Forensic Oceanography (Lorenzo Pezzani (f. 1982, Italien) & Charles Heller (*1981, USA)), Shilpa Gupta (f. 1976, Indien), Ramin Haerizadeh (f. 1975, Iran), Rokni Haerizadeh (f. 1978, Iran), Hesam Rahmanian (f. 1980, USA), Petrit Halilaj (f. 1986, Kosovo), Hiwa K (f. 1975, Irak), Nalini Malani (f. 1946. Født i Karachi i det udelte Indien), Otobong Nkanga (f.1974, Nigeria), Erkan Özgen (f. 1971, Tyrkiet), Lydia Ourahmane (f. 1992, Algeriet), Kara Walker (f. 1969, USA), Ai Weiwei (f. 1957, Kina).

Louisiana: 27. juni – 22. september 2019

 

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Fornyelse af Den Frie

Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Ole Schwander.

Et længe ventet opgraderingsprojekt af Den Frie Udstillingsbygning bliver nu til virkelighed takket være støtte fra Realdania og Villum Fonden på sammenlagt 8 millioner. Gennem tiden har udstillingsbygningen været gennem talrige bygningsmæssige ændringer –  senest den nye underetage med tilhørende udstillingsrum i 2014. I foyeren er der løbende tilført mange elementer i form af tæpper, skranke, vindfang m.m., der ikke er originale, og ifølge Den Frie fremgår det, at man kommer tættere på Willumsens originale bygningsværk, og den stemning der oprindeligt var i huset. Og det lyder jo rigtig spændende. Projektet har sit udgangspunkt tilbage i 2017, hvor Statens Kunstfond inviterede konkurrenceforslag til at nytænkte indgangsareal og foyer til Den Frie. Vinderen af konkurrencen blev PRAKSIS Arkitekter, hvilket har været udgangspunktet for det videre projekt. Tillykke med den kommende fornyelse.

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Dør om dør på SMK

Njideka Akunyili Crosby: ‘In the Lavender Room’, 2019. Courtesy kunstneren, Victoria Miro og David Zwirner. Foto: Joakim Züger.

Hos SMK har kunstnerduoen Elmgreen & Dragset med udstillingen ‘Der har jeg hjemme’ taget Hammershøi som gidsel i indvandrer- og flygtningedebatten. Ja, man skal høre meget før ørerne skæres af … Ifølge kunstnene burde udstillingen tilsyneladende have heddet ‘Der har jeg ikke hjemme’. Hammershøi havde en hel del døre og vinduer i sine motiver, for på hans tid var der mange døre og vinduer i herskabslejlighederne. Det får altså Elmgreen og Dragsted til at filosofere over danskernes fremmedangst og -frygt, noget med at døre og vinduer symboliserer inkludering eller ekskludering, samt at Hammershøi med sine motiver viser en “særlig nordisk forkrampethed og dysfunktionalitet”, som Mikkel Fogh og Marianne Torp skriver i udstillingens brochure. Udlændingefrygten behandlede kunstnerne også i en ‘artist’s talk’ på åbningsdagen.

Forkrampede, dysfunktionelle, fremmedangste og fremmedgjorte danskere. Har vi hørt den melodi før? Nå, det bliver næppe heller sidste gang. Dansk selvpineri i fri dressur. I brochuren omtaler kunstnerne også de protestantiske nordiske livsidealer, hvilket man godt kan spinde en ende over. Kunsterne selv bor jo, som så mange andre frisindede danske kunstnere, i tolerancens højborg, den multietniske smeltedigel Tyskland, et land hvor der er højt til loftet, fest og farver, og hvor man er heldigvis er hævet over debatter om flygtninge og indvandrere samt menneskelig forkrampethed.

Alt dette fremgår heldigvis ikke fastslået med syvtommersøm på selve udstillingen – hvis man som tilskuer møder værkerne uden at kende til disse jeremiader. Elmgreen & Dragset skaber altid iderige, interessante og spektakulære værker, således også på denne udstilling, hvor de, ud over selv at levere en sjov installation af døre, viser fremragende værker med dør-temaer af gode navne som Monica Bonvicini, Louise Bourgeois, Robert Gober, Annika von Hausswolff, Liliana Maresca, Ugo Rondinone, Thomas Ruff, Francesca Woodman og, ikke mindst et, på alle måder, stort værk af Njideka Akunyili Crosby. En rigtig fin, tankevækkende og velkurateret udstilling – også selv om Elmgreen & Dragset har hevet Hammershus billeder ud af guldrammerne, for dem bryder de sig heller ikke om ..!

SMK: 27. april – 1. september 2019

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Her kommer Pipilotti …

‘Open My Glade (Flatten)’, 2000. En-kanals videoinstallation uden lyd (video still) © Pipilotti Rist.
Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine.

Louisiana har på det seneste præsenteret værker af tre prominente kvinder med vidt forskellige udtryk – maleri, grafik og video: Cecily BrownDea Trier Mørch og senest Pipilotti Rist. Den nye udstilling med Pipilotti Rist har fået den kryptiske titel ‘Åbn min lysning’, som lånt fra titlen på en af hendes ikoniske videoværker: ‘Open My Glade’. Titlen er i bydeform og appellerer umiddelbart til aktiv deltagelse, hvilket man godt kan få til at stemme – hvis man vel at mærke selv er en aktiv seer og lytter!

Pipilotti Rist, hvis fødenavn er Elisabeth Rist, har taget sit nye fornavn som en kombination af Pippi fra bøgerne om Pippi Langstrømpe og sit eget kælenavn Lotti. Hun er i sagens natur en stor beundrer af Pippi Langstrømpe og prøver på at blive lige så stærk, sej og vild som hendes forbillede, Pippi, der i tale og gerning konsekvent udfordrer konventioner og autoriteter. Pipilotti siger selv, at hun ikke er nået helt dertil endnu. Men at hun arbejder på det – hver dag, bedyrer hun.

Pixelskoven med tusindvis af lamper med LED-pærer som
skifter farver og intensitet (Foto: Ole Schwander).

I 1997 gik en video viralt – vist før udtrykket blev almindeligt kendt – om en kvinde, der går på en gade og smadrer bilruder med en blomsterstav. Den gav Pipilotti en pris på Venedig Biennalen det år, og boostede hendes karriere. Herefter har hun deltaget adskillige gange på Venedig-, og andre biennaler, og udstillet på anerkendte museer verden over.

Pipilotti arbejder i mange forskellige materialer, men det er som videokunster, hun for alvor gør sig gældende. Selv i hendes skulpturer kører der videofilm på små monitorer – eller der projiceres på dem. Når jeg ser Pipilotti Rists videoværker minder det mig om tressernes kunst- og musikscene. Et sansebombardement af primærfarver projekteret op på væggene i flydende sekvenser, hvor billederne ofte er dobbelte og spejlvendte, så de på kalejdoskopisk vis ‘går ind i sig selv’ på midten. Videoerne er gerne ledsaget af en slags meditativ musik eller af hendes egen dragende musikfortolkninger. Et helt uimodståeligt eksempel er hendes meget personlige fortolkning af Beatlessangen ‘Happiness is a warm gun’ fra videoinstallationen ‘I’m Not The Girl Who Misses Much’.

Udstillingen fortsætter ude i museets skønne park, hvor der er en ophængning af undertøj. Undertøjet var skinnende rent og hvidt ved udstillingens start, men måske bliver det mere snavset som tiden går ..? (Foto: Ole Schwander)

Tressernes flower-power-æstetik og -idealer fylder i det hele taget i hendes videoværker. En skønsom blanding af blomster, pangfarver, nøgenhed og kønsdebat tilsat en udfordring af autoriteterne, hvilket er en befrielse i dag, hvor en overordentlig stor del af samtidkunsten nærmest er uforståelig intellektuel og blottet for farver, sanselighed og følelser. Man kan sagtens gå i dybden og analysere Pipilottis værker, men man kan også lægge sig ned på nogle af de mange puder på gulvene, eller i en af de opstillede senge, kigge op på de loftprojekterede videoinstallationer og drømme sig væk.

Farverne betyder mindst lige så meget som ‘handlingen’ i hendes videoer, noget hun selv er inde på i det nye interview på Louisiana Channel. Videomediet har for hende en malerisk kvalitet, at skabe videoværker er for hende som at male på en skærm. Skærmen er hendes palet. Men hun vil på samme tid gerne række ud fra skærmen, ud til publikum: “Today, with computers, TV’s, and mobile phones, everything is flat and put behind glass – our feelings, histories, longings. We’re all separated from each other, for the human being that we are in contact with is always behind glass … But with art, we can jump out of our loneliness”, har hun udtalt.

En hel sublim oplevelse – og udstillingens Instagram-moment – er turen gennem en ‘pixelskov’, hvor hun nærmest dekonstruerer et imaginært videoværk, så tilskueren selv bliver en del af det. Et magisk audio-visuelt mørkt rum fyldt tusindvis af små håndlavede lamper med LED-pærer, der konstant skifter farve og intensitet. Hver lampe er et håndlavet unikum og repræsenterer én pixel – heraf navnet Pixelskoven.

En rigtig sjov idé er de eksempler på augmented reality, der findes i kataloget, der hører til udstillingen. Efter at have downloadet en app kan man opleve levende billeder og lyd direkte fra publikationen ved hjælp af en mobil enhed.

Louisiana: 1. marts – 23. juni 2019

 

 

Pipilotti Rist på Louisiana (Foto: Ole Schwander)

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Perfect Poses?

Gammelt og nyt mødes på Glyptotekets nye udstilling ‘Perfect poses?’. Marmorskulpturen ‘Hugsiddende Flora’ af Jean-Baptiste Carpeaux og den elektroniske tidsalder i form af lysende dioder, der mimer de besøgendes poseren.

Menneskekroppen det emne, som siden tidernes morgen har optaget kunstnerne allermest. Og vil man se kunstværker med afklædte skikkelser, så er Glyptoteket i København det helt rigtige sted at gå hen. Deres samling af menneskeskulpturer er helt enestående. Den nye udstilling ‘Perfect Poses?’ er en pædagogisk tilrettelagt vandring gennem skulpturelle højdepunkter fra 1789 til 1914 – en periode inden for fransk kunst, som, lidt nedladende og uretfærdigt, kaldes salonkunst, en stil Glyptotekets grundlægger, Carl Jacobsen, dyrkede med entusiasme, for det var jo hans samtids kunst. Glyptotekets egne værker er på den aktuelle udstilling suppleret med lån fra Calouste Gulbenkian Museet i Lissabon, hvor hele udstillingen blev vist fra oktober 2018 til februar i år. Hvorfor skal udstillingens titel i øvrigt være på engelsk? For turisternes skyld?

Udstillingen er organiseret efter positurer: Mennesker på hug, i bevægelse, stående, siddende og i grupper. Værkerne er skabt af tidens mest betydningsfulde franske kunstnere som Carpeaux, Dalou, Maillol og Rodin. Det er interessant, at man kan opleve værker i flere forskellige materialer som ler, gips, marmor og bronze, især når det drejer sig om forskellige udgaver af det samme værk. Der vises også interessante eksempler på tidlige små og rå figurer – en form for ’modelskitser’.

Opsætningen og belysningen på udstillingen gør, at opmærksomheden rettes mod det væsentlige, skulpturerne, samt at formgivningens fylde og kraft træder tydeligt frem. Er der lidt for mørkt i rummene, og er spotlysene på figurerne for skarpe? Måske. Jeg kunne godt tænke mig en bedre balance. Men at gå rundt i halvmørket omgivet af disse mesterlige skulpturgrupper giver til gengæld en god følelse af intimitet og nærhed. De informative plancher på udstillingen er forbilledlige både i tekst og læsbarhed og byder på en god og interessant indgang til de udstillede værker. En sjov detalje er en stor elektronisk tavle, hvor folk kan stille sig i en positur, der gengives på en lysende skærm. Det er noget, der morer – især børn og unge. I udstillingsperioden præsenteres i øvrigt et live-program og uddannelsesforløb særligt målrettet unge, som fokuserer på kropsidealer og kroppen som udtryksmiddel – læg mærke til spørgsmålstegnet i titlen! Her skal publikum ikke blot kigge på kroppe i skulpturerne, men får også mulighed for at bringe deres egen krop i spil.

Glyptoteket: 1. marts – 16. juni 2019

 

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Legater til kvindelige kunstnere

De fire legatmodtagere: Anne Marie Ploug, Ursula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen
og Greta Christensen (Foto: Steen Møller Rasmussen).

Fonden ‘Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år’ uddelte fredag den 1. marts 2019 de årlige hæderslegater på hver 100.000 kr. til: Anne Marie PlougUrsula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen og Greta Christensen.

Anne Marie Ploug arbejder i mange medier, men uanset hvilket er der en tone af farveglæde, undersøgelser og ikke mindst humor, men også flere små hint til det politiske. Om hun arbejder med seje Manga Girls, blomster, symboler, om det er i keramik, kobberplader, træsnit, linoleumssnit, blæk på papir eller malerier, er alle udtryk i skiftende medier poetiske og på sin vis med en egen sårbarhed trods de kraftfulde udsagn.

Ursula Nistrup er fascineret af menneskets sanser og hendes undersøgelser af og omkring dette giver os meget smukke og interessante værker, vi kan gå på oplevelse i både fysisk og mentalt. I forlængelse af en konceptuel-minimalistisk tradition undersøger Nistrup fænomener som tid, lys, bevægelse og lyd i sig selv og som kulturelle mønstre.
 I starten var det arkitektur og lys, nu er fokuset skiftet til lyd, som skaber verdener, intime forestillinger og udvidede rum.

Vinyl – Terror & Horror er en kunstnerduo som arbejder sublimt med tværæstetiske processer, der inddrager både billedkunst, musik og scenografi. Camilla Sørensen og Greta Christensen har fokus på relationen mellem lyd og objekt – og alt udsættes for et greb indenfor dekonstruktion, der er det gennemgående element i arbejdsprocessen. De to kvinder arbejder med lyd og objekter, som de dekonstruerer og skaber en ramme, som fører mig ind i et univers af Vinyl – Terror & Horror.

Anne Marie Telmányi-fonden er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmányi og fondens legater gives til kvindelige billedkunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats.

 

 

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra

Mancoba på SMK

Sonja Ferlov Mancoba: ‘Maske’ (også kaldet ‘Krigens udbrud’), 1939. Museum Jorn, Silkeborg. Foto: Anders Sune Berg.

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) levede det kunstnerliv i Paris, man ofte ser karikeret i populærkulturen. Den fattige kunstner der varmer sig ved et stearinlys og spiser brødkrummer. Hun boede dog ikke på et loft med udsigt til stjernehimlen, men sammen med sin mand, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba samt deres søn Wonga, under kummerlige forhold i en lille og primitivt butik – en nedlagt vinforretning i det 14. arrondissement, der fungerede som både bolig og atelier. Hun kom til Paris i 1936 og boede og arbejdede der stort set resten af livet, ligesom hun også blev fransk statsborger.

Som ung pige besøgte Sonja Ferlov Carl og Amalie Kjersmeier, der i deres lejlighed på Vesterbro i København havde opbygget en betydelig samling af afrikanske objekter og skulpturer. Det lagde straks grunden til en livslang fascination af oprindelig kunst, ikke kun fra Afrika men også fra Sydamerika og Middelhavsområdet. Især har kunst fra maya-kulturen præget hendes livsværk. Hun begyndte som maler, men det var i skulpturen, i begejstringen for leret, at hun fandt sin helt egen, enestående udtryksform.

Hun havde tidligt fået kontakt til adskillige af tidens danske kunstnere og var en slags ‘hangaround’ i COBRA-bevægelsen, hvor især Asger Jorn var en betydelig støtte for hende.

Mange af hendes kunstværker virker besjælede, som hos de ‘primitive’ forbilleder, hun i lighed med mange af datidens kunstnere, begejstret studerede i Paris på Musée de l’Homme og Musée d’Ethnographie du Trocadero.

I Ferlovs stramt udførte, nærmest geometriske, skulpturer betyder mellemrummene –  de tomme hulrum lige så meget som selve materialet – både rent fysisk og billedligt. Ofte er motiverne stiliserede menneskekroppe, der hænger tæt sammen via ekstremiteterne. Et element i hendes skulpturer er efter min mening overset af kunsthistorikerne. Det er det traditionelle folkelige motiv ‘Circle of friends’, der stammer fra mayakulturen, og som, ligesom maskemotivet, i mere eller mindre abstrakte former går igennem hele hendes beskedne livsværk – beskedent af antal men ikke af kvalitet. ‘Circle of friends’-motivet viser hende som den humanist, hun var, dybt optaget af budskaberne om sammenhold, fred, medmenneskelig forståelse, menneskekærlighed og tolerance.

Motivet ‘Circle of friends’ (tv), der stammer fra mayakulturen, sammen med Sonja Ferlovs mere og mere stiliserede udgaver af samme motiv – et motiv hun benyttede gang på gang gennem livet.

Ferlov var dybt optaget af den franske poet og filosof Antonin Artauds ideer om det ideelle menneske som en krop uden indre organer – og derfor uden seksuelle lyster og drifter. Måske derfor ser man ofte menneskelignende skulpturer fra hendes hånd, som har et stort hul – ingenting – i maven.

Den aktuelle udstilling ‘Maske og ansigt’ på SMK fremstår som en formfuldendt præsentation værkerne, der står på podier af varierende højde, således at opstillingen giver et rytmisk forløb, der går i dialog med rytmen i skulpturerne. Lyssætningen er diskret men effektfuld, og et par af de større hvide figurer har fået en sort plade som baggrund, hvilket giver en god kontrast, der forstærker oplevelsen af værkerne. Midt i salen vises en film om den ellers sky kunstner, og dette område er meget elegant omkranset af et let arrangement af tynde hvide draperinger.

I forbindelse med udstillingen, der senere vandrer i lidt ændret form videre til Centre Pompidou, er der produceret en stor, flot og veludstyret bog om kunstneren.

SMK: 8. februar – 5. maj 2019

Posted in Ikke kategoriseret | Kommentarer slået fra