Kulturkrukken

Richard Prince: Untitled (Girlfriend), 1993, Courtesy the Artist, © Richard Prince Studio. Foto: Jena Cumbo Photography.

Richard Prince, Richard Prince, Richard Prince. Navnet skurrer i hovedet på mig. Udklip af halvnøgne biker chicks med struttende bryster, maskuline cowboys og potente heste, hvide sexede sygeplejersker formummede med hvide kirurgiske mundbind. Smukke, sexede hvide kvinder på Instagram, der også gerne viser brysterne frem. Muskelbiler. Tegninger, der plagierer mestre som Picasso og de Kooning. Prince stjæler med arme og ben. Som Andy Warhol, så rammende udtrykte det: “Kunst – det er, hvad du kan slippe afsted med”.

Prince er blevet berømt og berygtet ved at affotografere andre fotografers billeder fra glittede populærmagasiner. I USA har man et retsligt begreb, der hedder ‘fair use’, hvilket betyder, at man frit kan bruge andre fotografers og andre kunstneres værker og derved i kunstnerisk øjemed omgå copyrightloven ved i mere eller mindre grad at modificere de originale værker. Man ‘approprierer’ dem – gør dem til sine egne ved at ændre, tilføje eller fjerne noget af det oprindelige billede. Det blev voldsomt populært i halvfjerdserne, hvor ‘approprieringskunstnerne’ trådte frem på scenen – for at omfavne og fortolke især populærkulturen.

For at tjene penge jobbede Prince, før han blev kunstner, i udklipsafdelingen hos mediekoncernen Times inc, hvor han saksede artikler og reklamer fra de mange kulørte magasiner til orientering af koncernens reklamekunder og forfattere. I ti år murede sig inde i den enorme 22-etagers bygning på Avenue of the Americas i New York City, der, ifølge ham selv, indeholdt alt hvad man behøver i hverdagen.

Når udstillingen hedder ‘Same man’ er det ifølge kurator Anders Kold dels fordi det er titlen på et af udstillingens værker, og ikke mindst fordi der ikke er nogen klar genkendelig stil eller retning i Princes oeuvre. Han arbejder som i en blandet landhandel med foto, tegning, maleri, collager og skulpturer – uden man får indtrykket af, at det er den samme kunstner, der har skabt alle de forskellige værker.

Billederne fra hans mest berømte serie ‘Cowboys’, hvor han har sakset annoncer for Marlboro-cigaretter og fjernet teksterne ved at beskære dem, har fine æstetiske kvaliteter, og de bedste af dem er overraskende, storslåede, dynamiske og – ja – faktisk uforglemmelige. Hans ‘New Portraits’-serie består af screenshots fra Instagram-profiler – også her fortrinsvis smukke, hvide og sexede kvinder – tilsat egne kommentarer, er et ærligt forsøg på at skabe en nytænkende æstetik, der afspejler nutidens selfie-kultur. Desværre er der kun ét enkelt lille eksempel på denne banebrydende serie.

Fra Manhattans menneskemylder flyttede han 300 km nordpå til et naturområde upstate New York, hvor han for første gang begyndte at fotografere udendørs – med egne fotografier! Det blev til serien ’Upstate’, som han skabte for at dokumentere et miljø og en livsstil, der var fuldstændig adskilt fra kunstverden og udskejelserne i New York City – billeder af en landsdel i forfald og tilbagegang, forladte swimmingpools, basketnet, biler og huse.

Louisiana Channel har produceret en interessant film, hvor Prince i en længere monolog tilsat gamle filmstumper  fortæller om sit liv og kunst. Her ser jeg ikke – som ventet – en brovtende og arrogant machokunstner, der ihærdigt forsøger at skabe opmærksomhed ved at fremprovokere retssager over copyright. Jeg ser til min overraskelse et ensomt, sårbart menneske, der i en velformuleret enetale troværdigt og åbent fortæller om sit liv og reflekterer over sin kunst. Kan man andet end elske den mand efter at have set filmen?

Glem tyverierne, glem retssagerne, glem besættelsen af smukke, hvide kvinders bryster. Tilbage står trods alt en hudløs ærlig kunstner, som afspejler det forbrugssamfund og den tid, han lever i – men ikke vil være en del af.

Så ser vi frem til, hvad hans nye udspil bliver.

Louisiana: 17. november 2022 – 10. april 2023

Kunstnerens nok mest ikoniske cowboy-og-hest billede.
Richard Prince: Untitled (Cowboy), Courtesy the Artist, © Richard Prince Studio

Det nye skørt rettes til. Foto: Ana-Cecilia-Gonzalez ©

Et af Glyptotekets mange slagnumre – den næsten en meter høje figur Lille danserinde, 14 år (1880) af Edgar Degas – har fået et tiltrængt nyt skørt. Det fejres ved en særudstilling, ‘Kunsten at bevare et mesterværk’ der som bonus giver et sjældent indblik i nykonserverede tegninger af store franske kunstnere som Carpeaux, Delacroix, Millet, Daumier, Corot og Gauguin. Tegningerne er følsomme over for lys og er derfor ikke normalt tilgængelige for publikum, men nu vises de frem i en kort periode.

Degas opholdt sig mange timer på Pariseroperaen for at studere og nedfælde dansernes bevægelser og i det hele taget livet både foran og bag teatrets fortæppe. Men hans virtuose og elskede skildringer af balletbørnene havde en dyster baggrund. Balletbørnene blev kaldt ‘små rotter’ og kom for det meste fra udtalt fattige kår – og ikke kun for at danse – men også for at finde velhavende ‘sugar daddies’. Så de levede i virkeligheden som prostituerede for at kunne forsørge dem selv og deres familier. Degas udnyttede dog ikke de piger, der stod model for ham. Han var efter sigende misogyn og levede i cølibat.

Gennem sin karriere skabte Degas hundredevis af små skulpturer lavet af bivoks, ler, metaltråd, korkpropper og andet, han kunne finde i sit atelier. Den Lille danserinde var oprindeligt én af omkring 150 figurer, man fandt efter kunstnerens død. Hun var klædt i corsage af bomuld og sko og hårbånd i silke. Desuden havde hun ægte menneskehår på hovedet. Hun er den eneste af hans mange voksskulpturer, han nogen sinde har stillet offentligt til skue. Det skete på den 6. impressionistudstilling i Paris i 1881, og hun skabte straks skandale ved sin realisme og pågående formsprog og ved at gå direkte imod tidens gode smag. Efter Degas’ død fik familien støbt en del af figurerne i bronze, heraf 28 eksemplarer af Den Lille danser, hvoraf Glyptoteket er så heldigt at eje et eksemplar.

Christine Horwitz Tommerup, museumsinspektør for fransk og dansk kunst på Glyptoteket, fortæller: ”Degas har ikke efterladt optegnelser over, hvordan han ønskede skørtet skulle se ud. Glyptoteket har valgt at rekonstruere skørtet ud fra den viden, der findes om det oprindelige skørts udseende fra 1881. Nyere forskning har nemlig vist, hvor detaljeret skørtet var: Håndsyet af forskellige lag stof, og håndklippede V-forme i flere lag af tyllen.”

Se processen og overvejelserne bag konserveringen af danserindens skørt her.

Men er skørtet velskabt? Andre museer har valgt andre former og farver. Efter min mening er det for hvidt og kunne godt være lidt mere transparent. Måske i en anden farve end hvid, en farve der passer til den patina bronzearbejdet har. Måske kunne man oven i købet skifte skørtet i ny og næ ..!

Særudstillingen slutter den 22. december – men den Lille danserinde, 14 år bliver heldigvis stående på Glyptoteket, hvor man kan tage hende i øjesyn – med det nye hvide skørt.

Skal skørtet være kridhvidt? Det er jo en vurdering- og smagssag.
Her har jeg approprieret Anders Sune Bergs billede og forsøgt med andre nuancer.

Det er ikke til at se, hvad der er opad eller nedad …

Et af klenodierne hos MoMA – Piets Mondrians ‘New York City 1′ fra 1941 har tilsyneladende i mere end 75 år hængt omvendt. Museet tør dog ikke vende det om, idet de frygter, at billedet vil blive opløst. Det er det ‘ny korrekte’ til højre.

Et andet eksempel er Matisses papirklip ‘Le Bateau’ fra 1953 – som dog blev vendt rigtigt allerede i 1961.

Begge billeder Courtesy of the Museum of Modern Art.

Omfattende og uhyre interessant udstilling på Louisiana byder os velkommen til Tyskland i de ‘Brølende-’, ‘Glade-’ eller ‘Vilde’ 1920’ere, og der er er rigelig føde for både følelser og forstand.

Årtiet efter 1. Verdenskrig står for os som en epoke, der bød på fest og ballade, fremgang, velstand, jazzmusik, frisind. I det hele taget, og på alle måder, et årti med kulturelt frirum og en tro på fremtiden og et håb om sejr for demokratiet. Men der var også dyb fattigdom og politisk uro, og i Tyskland peger årtiet hen på 1930’erne økonomisk nedtur, nazisme og gadekampe.

Udstillingen Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne er en fascinerende rejse 100 år tilbage i tiden – til den tyske Weimarrepublik og mellemkrigsårenes rige kulturproduktion. Med godt 600 værker og dokumenter af flere end 90 kunstnere tegner den stort anlagte udstilling konturerne af en vild epoke i tysk kultur. Foruden maleri, tegning og fotografi viser udstillingen også arkitektur, design, film, teater, litteratur og musik. I perioden søger kunstnerne at indfange den moderne hverdag og at fremstille almindelige menneskers liv og virke på en realistisk og nøgtern måde, der ofte er renset for følsom indlevelse og spænder fra det krasse og satiriske til det knivskarpe, nærmest kliniske – og ofte ‘mennesket som maskine’.

Syv kapitler i udstillingen danner tilsammen, på tværs af kunstneriske udtryksformer, en tematisk opbygget præsentation af 1920’ernes markante tyske bevægelse Neue Sachlichkeit (direkte oversat: ny saglighed): livet i storbyen, den funktionalistiske arkitektur, de teknologiske landvindinger, forlystelseslivet med natklubber og kabareter, den seksuelle frigjorthed, promiskuitet og prostitution, men også kritiske skildringer af arbejderklassens svære levevilkår og kvindernes nye rolle.

Af de mange højdepunkter vil jeg nævne den omfattende præsentation af fotografen August Sander, frankfurterkøkkenet fra Ernst May-bebyggelsen Bornheimer Hang – i størrelse 1:1 (!) samt en lang række pragtfulde portrætmalerier.

PS: Udstillingens lidt kryptiske titel skyldes den tyske litteraturhistoriker Helmut Lethens udtryk – den ‘kolde persona’.

Louisiana: 14. oktober 2022 – 19. februar 2023.

Jeanne Mammen, Langweilige Puppen (Kedelige dukker), 1929,
The George Economou Collection, © Jeanne Mammen / VISDA. Udsnit af billedet.

En helt enestående oplevelse venter publikum på SMK – Statens Museum for kunst. 

Takket være Johannes Rump, der i 1928 donerede sin samling af moderne fransk kunst til SMK, råder museet over en af verdens vigtigste og fineste samlinger af Matisse. Nu sætter museet trumf på ved at præsentere et af kunstnerens absolutte hovedværker Det Røde Atelier, som tilhører MoMA – The Museum of Modern Art i New York – et værk, der sjældent udlånes.

De kunstværker, som er gengivet i Det røde atelier, forlod kunstnerens atelier for over 100 år siden og blev spredt, men nu forener MoMA og SMK dem for første gang nogensinde i en udstilling. Det betyder, at publikum nu har en enestående mulighed for at tage Det Røde Atelier i øjesyn sammen med malerier og skulpturer, der er gengivet i billedet.

Det cirka 180 x 220 cm store lærred viser Matisses atelier i den parisiske forstad Issy-les-Moulineaux, fyldt med hans egne malerier, skulpturer og dekorative genstande. Det mest bemærkelsesværdige træk ved billedet er, at vægge, gulv og møbler i atelieret er malet over i samme røde nuance.Den skarpt fokuserede udstilling bliver en enestående chance for at opleve Det røde atelier i Danmark og giver mulighed for at komme helt tæt på Matisses motiver og arbejdsmetoder.

Alle værkerne stammer fra perioden 1898–1911. Flere af dem er kendte værker af Matisse, mens andre først er blevet opsporet i forbindelse med arbejdet med udstillingen. Kun et enkelt værk mangler, da det, efter Matisses eget ønske, blev destrueret efter hans død.

SMK: 13. oktober 2022 – 26. februar 2023

Henri Matisse. Det røde atelier, 1911. Olie på lærred, 181 x 219,1 cm. Mrs. Simon Guggenheim Fund,
The Museum of Modern Art, New York. © Succession H. Matisse – VISDA 2022

Der er mildt sagt ikke meget morskab over Ejnar Nielsens kunst, ligesom der heller ikke er det på de fleste andre såkaldte symbolister. Syge og apatiske menneskikkelser med tomme øjne stirre ind i intetheden. Nøgne ansigter i afdæmpede sort-grå farver. Når man besøger den store efterårsudstilling, Livstegn, på Den Hirschsprungske Samling, er det en god idé at gøre det på en gråvejrsdag netop i efteråret. Så er man i den rette stemning til at opleve kunstværkerne. Selv om han er helt sin egen minder hans værker om både Vilhelm Hammershøi  og Edvard Munch.

Når det er sagt, så er Ejnar Nielsen en af de store kæmper i dansk kunst. Han er den danske billedkunstner omkring år 1900, der forholder sig allermest direkte og hudløst til tabuiserede og eksistentielle emner som sygdom, fattigdom, handikap, ensomhed, liv og død. Særligt hans kunstværker fra årene i den midtjyske landsby Gjern, hvortil han rejste fra København som ung kunstner i 1894, kredser om disse emner. Her malede han kirkegårde, dødssyge tuberkuloseramte unge, begravelsesscener i smukke landskaber, kister og helvede. Hans monumentale malerier befolkes ofte af individer, der kun sjældent finder vej ind i kunsten: blinde personer, fattige, syge og mennesker, der må leve deres liv i udkanten af samfundet.

Hans kunst står som et memento mori – en påmindelse om, at fattigdom, sygdomme kan ramme os alle og at døden er vores følgesvend livet igennem.

Den Hirschsprungske Samling: 24. august – 11. december 2022

Ejnar Nielsen: Og i hans øjne så jeg døden, 1887, Statens Museum for Kunst.

Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien

Krigene i det tidligere Jugoslavien sendte i 1990’erne over en halv million mennesker på flugt. 20.000 af dem kom til Danmark, og mange af dem valgte at blive her i landet, hvorfor den danske samtidskunstscene i dag er præget af flere markante kunstnere fra Jugoslavien. Kunstnere, som er uddannet fra de danske kunstakademier, men som ofte bevæger sig ud over en dansk kontekst med temaer som krig, migration, tilhørsforhold og asylpolitik – behandlet på både et politisk og et personligt plan.

SMK viser udstillingen Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien, som samler syv af disse toneangivende kunstnere, der på hver deres måde har markeret sig nationalt såvel som internationalt. Med enkelte undtagelser er de alle kommet til Danmark som børn med deres familier på flugt fra krigen på Balkan.

“I en tid præget af landflygtighed er det vigtigt at sætte fokus på de forbindelser, der opstår mellem forskellige kulturer, historier og geografiske områder. Kunst kan skabe meningsfulde forbindelser på tværs af den kløft, som migrationen har skabt, og kan på den måde være med til at bane vejen for et mere transkulturelt verdenssyn,”siger Tijana Mišković, som er en del af kuratorteamet bag udstillingen.

SMK: 17. september 2022 – 19. februar 2023.

Nermin Duraković, (Re)arranging, 2009 og Suada Demirović – Home – the terrible beauty of unbelonging, 2021.
Fotos: Thomas Andersen © Nermin Duraković /VISDA

På Louisiana vises Forensic Architecture, som er den femte udstilling i serien Arkitekturens værksteder. At kalde udstillingen arkitektur er temmelig langt ude, men kunsten har jo som bekendt mange ansigter.

I Michelangelo Antonionis film Blow-up fra 1966 er omdrejningspunktet et fotografi, på hvilket fotografen mener at kunne dokumentere og eventuelt opklare et mord. Fotografiet forstørres til motivet bliver ukendeligt. På lignende måde søger forskningsenheden Forensic Architecture ved Goldsmiths, University of London utrætteligt at forstørre billeder samt vende og dreje hver en sten for at dokumentere og perspektivere brud på menneskerettighederne og drage myndighedernes forklaringer i tvivl. I modsætning til fotografen i Blow-up magter enheden, ifølge dem selv, dog at opklare mordene.

Alle, der holder af krimier, er bekendt med udtrykket forensic evidence, som betyder kriminalteknisk bevismateriale retsmedicinsk bevismateriale, retsteknisk bevismateriale, retsvidenskabelig bevismateriale.

Med en række utraditionelle og anderledes metoder praktiserer Forensic Architecture ‘retsteknisk arkitektur’ med det formål at undersøge krænkelser af menneskerettigheder og forbrydelser begået af stater, udøvende magter, militær og virksomheder, og de belyser hændelserne med udgangspunkt i rum – for eksempel udbombede bygninger, hvor kun ruinerne står tilbage. De benytter sig af amatørfilm, fotos, tegninger af erindringer, 3D-animationer samt videooptagelser af nye rekonstruktioner i bestræbelserne på at opklare politisk begrundede mord og drab iværksat af myndighederne.

Udstillingen er fejende flot og en imponerende opvisning i rekonstruktioner, audiovisuelle midler og et enkelt ‘kunstværk’ i parken. Men kan man på denne måde æstetisere vold, krig og undertrykkelse og kalde det ‘kunst’? Døm selv.

Louisiana: 20. maj 2022 – 23. oktober 2022

Det ligner et kunstværk, men det er en dokumentation for virkningen af et droneangreb med et amerikansk missil på et hus i Pakistan. Trådene viser fragmenternes baner, som dokumenterer, at to mennesker er blevet ramt. Personerne har befundet sig der, hvor der ingen fragmenter er (de røde omrids). Foto: Louisiana.

Fra den 1. maj præsenterer Glyptoteket et nyerhvervet maleri af Paul Gauguin. Maleriet med titlen La neige à Copenhague (1884) er omdrejningspunktet i en mindre temaudstilling, Paul Gauguin og den danske forbindelse, der tager afsæt i Gauguins ophold i København fra november 1884 til maj 1885. La neige à Copenhague viser et motiv fra villa- og parkkvartererne på Frederiksberg, og er sandsynligvis et af de første landskabsmotiver, han maler i København. Maleriet er fra den periode, hvor familien Gauguin boede i en stuelejlighed på Gl. Kongevej 105 i København. Motivet kan være en udsigt fra et af vinduerne mod gårdhaverne bag huset. Malestil og motiv ligger tæt op ad det samtidige impressionistiske maleri Skøjteløbere i Frederiksberg Have, 1884, der også er i Glyptotekets samling.

‘La neige à Copenhague’ er et væsentligt bidrag til Glyptotekets allerede enestående samling af Gauguins værker.

Ved reception for flagprojektet på Nordatlantens Brygge ses fire af de deltagende kunstnere. Fra venstre Jette Hye Jin Mortensen, Jacob Borges, Sofie Hesselholdt fra kunstnerduoen Hesselholt og Mejlvang og Gudrum Hasle.

Uden for Nordatlantens Brygge kan du indtil den 1. maj se et særegent flag. Hver uge hejses et nyt flag. Flagene er skabt af kunstnere fra Grønland, Danmark, Færøerne, Danmark-Korea, Tjekkiet og Norge. At hejse et flag er en symbolsk og rituel markering af et nationalt territorium. Der er mange følelser og regler forbundet med det nationale flag. Grønlands flag Erfalasorput er et nyt flag, det blev hejst første gang i 1985. Der findes også andre former for flag. Klubflag, målflag, bedeflag, signalflag. Alle flag kommunikerer i et sprog, man skal have lært for at aflæse det. Vanen kan gøre én helt blind for et flags symbolik.

Udstillingen er kurateret af kunstneren Gudrun Hasle og daværende formidlingsinspektør på Nuuk Art Museum Stine Lundberg Hansen, som i 2019 inviterede de 13 kunstnere til at skabe deres eget kunst-flag. Flagene blev hejst foran Holms Hus, det første grønlandske selvbyggerhus i den gamle Kolonihavn i Nuuk.

Del af ‘flagalle’ på udstillingen. Forrest Miki Jacobsens grøndlands/canadiske flag, som er tilegnet Miki Jacobsens søn, der bor i Canada, og tænkt som en hyldest til forbindelserne mellem de to lande. Grønlænderne deler både traditioner, sprog og kultur med Inuit fra andre nationer.

IMPORT / EKSPORT

Import / eksport er to separatudstillinger med samtidskunstnerne Gudrun Hasle og Martin Brandt Hansen. Rent biografisk har begge kunstnere flyttet sig mellem Grønland og Danmark og på hver deres måde arbejdet med kulturmødet i deres kunst. For både Brandt Hansen og Hasle er det at fortælle historien en central del af deres værk. Import / eksport har fokus på kulturmødet. Hvad vi giver til hinanden, og hvordan vi fortæller historierne.

Gudrun Hasle er optaget af den ”lille” biografiske historie, selv at tage ejerskab over fortællingen. Hun er ordblind, og hun deler generøst den sårbarhed, der ligger i det uperfekte. Fra 2018-21 boede Gudrun Hasle i Nuuk og på Import / eksport har hun taget udgangspunkt i udstillingen Jeg er / piuvunga, som hun viste på Nuuk Kunstmuseum i 2020, med værker der udsprang af mødet med den grønlandske kultur.

Martin Brandt Hansen er født i Nuuk, men har boet i København i flere år og dimitterer denne sommer fra Kunstakademiet. Med sine værker, der både refererer til den antikke vase og den grønlandske maske og tupilak-figur retter han blikket mod den ”store”, kollektive historie. I sine værker arbejder han bl.a. med at forskyde tupilakken i skala og materiale. Den grønlandske kunsthistorie har været fortalt udefra, men nu vendes blikket på mange måder den anden vej.

Gudrun Hasles store installation min livshistiorge. Værket, der er skrevet direkte på gulvet, viste hun første gang på sit gulv på Nørrebro i 2017. Nu er det genskrevet med opholdet i Grønland som ny erfaring.