Kulturkrukken

Jeg ved, der er pligtaflevering af tryksager til Det Kgl. Bibliotek, men ikke at det også gælder computerspil. I årenes løb er det blevet til flere end 4.000 danskproducerede spil, og samlingen danner nu grundlaget for en underholdende og interessant udstilling om computerspillets historie set med danske øjne.

Et ‘hyggehjørne’ på udstillingen medS kærmtrolden Hugo. Foto: Ole Schwander.

Udstillingen i Den Sorte Diamant er stor og flot og særdeles kreativt sat op, og den kan med fordel ses af både ‘computernørder’ og ‘lægfolk’. Den er udformet på pædagogisk vis startende med de første danske computere DASK – og GIER, der var den første, hvor det blev muligt at spille computerspil.

Med tanke på de nye AI-systemer er det morsomt at se et lille filmklip, hvor den ‘oldgamle’ computer ved hjælp af 20 ja/nej-spørgsmål deducerer sig frem til at komme med det rigtige svar.

Udstillingen åbner i det hele taget for historien om dansk computerspil som et univers af fantasi, fællesskab og forskning. I udstillingen kan de besøgende dykke ned i computerspillenes fascinerende universer, udforske computerspils afsmitning på andre dele af vores liv, høre forskernes bud på hvordan ‘gamification’ påvirker vores hverdag og ikke mindst prøve at spille spil fra fem årtier – fra skærmtrolden Hugo til VR-spillet What the Bat? Eneste kritik jeg kan komme på er at de i øvrigt glimrende og informative tekster ikke altid hænger i øjenhøjde.

Den Sorte Diamant: 21. juni 2023 – 13. januar 2024

Et kig ind i den imponerende flotte og oplysende udstilling om de danske computerspils historie. Foto: Ole Schwander.

I sit indsigtsfulde indlæg ‘Ud af mørket’ fra det imponerende og rigt illustrerede katalog til SMKs aktuelle udstilling Barok – ud af mørket, skriver den tidligere direktør for SMK, Mikkel Bogh: “Barokkens kunst exellerede i det klareste lys og det tætteste mørke. Ikke kun malet frem gennem slående kontraster, men også udtrykt i glidende overgange og spillende mellem stoffets uendelige folder … Verden består af lys og skygge. Ingen af delene kan fjernes eller undværes. Måske er det barokkens vigtigste erkendelse.”

Barokmaleri i Europa henviser til den fremtrædende kunstneriske stil, der opstod i det 17. århundrede og varede indtil begyndelsen af det 18. århundrede. Det opstod i Italien og spredte sig derefter over hele Europa og blev tidens dominerende kunstneriske bevægelse. Barokmaleriet er præget af storhed, dramatik og en følelse af bevægelse og lidenskab.

Ud af mørket – et studie af lys og skygge.
Her en af de meget udbredte vanitas-skildringer, der henviser til livets forgængelighed.
Fremstillingerne er præget af de talrige symboler på det,
man så som livets skrøbelighed.
Pieter van der Willigen i 1670.

Som Mikkel Bogh er inde på, er et af de vigtigste træk ved barokmaleri brugen af lys og skygge for at skabe en stærk kontrast og give en følelse af dybde. Kunstnere brugte en teknik kaldet chiaroscuro, en måde at bruge lys til at fremhæve bestemte områder af maleriet, mens andre dele efterlades i skygge. Denne teknik tilføjede en dramatisk effekt og skabte en nyskabende følelse af dybde, tredimensionalitet og stoflighed. En kraftfuld, visuel oplevelse efter de mere skematiske og endimensionelle renæssancemalerier.

Som det også fremgår af kataloget var barokken en handelsmæssig fremgangstid, der betød velstand hos store dele af borgerskabet, men på en dyster baggrund med slavehandel, voldsomme krige og konflikter samt klimaforandringer, der betød omfattende sygdomme, sult og nød. Her er det værd at studere Jacques Callots raderinger, der skildrer krigens grusomhed, rædsler og elendighed.

Religiøse temaer var fremtrædende i barokmaleriet, og mange af værkerne blev bestilt af den katolske kirke under modreformationen. Kunstnere søgte at fremkalde stærke følelser hos seerne og formidle motivets intensitet og spiritualitet. Malerierne skildrede ofte bibelske scener, helgener og martyrer, portrætteret på en teatralsk og dynamisk måde. Stilleben, landskaber og genrescener var også yndede. 

På den aktuelle udstilling på SMK vises et bredt udvalg af alle genrerne. værkerne på en imponerende, nærmest teatralsk baggrund med elegante stofdraperier, der matcher med væggenes mørke jordfarve, som passer til farveholdningerne i billederne. Alt i alt en storstilet og tankevækkende udstilling, der taler til alle sanser.

SMK: 27. maj– 5. november 2023.

Tre fremragende billeder af Peter Paul Rubens med draperet stof som baggrund. Foto: Ole Schwander.

Man ved så godt som intet om den georgiske, autodidakte og – uden for Georgien – stort set ukendte,  kunstner Niko Pirosmani (1862-1918) andet end at han levede og virkede i Tblisi og skabte en unik malerstil, der fangede ånden i den georgiske kultur i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Hans arbejde er kendt for dets enkelthed, dristighed og livlige farver skildrer ofte hverdagslivet i georgiske landsbyer. Overordnet set er Pirosmanis malerier et vidnesbyrd om den georgiske kulturs skønhed og rigdom.

På trods af, at Georgien historisk er et konfliktområde ånder al fred og fordragelighed i Pirosmanis malerier. Menneskerne – såvel rige som fattige – virker glade og ubekymrede, og dyrene er fortrinsvis tilsvarende fredsommelige og lever idyllisk i fri natur.

Et af hans mest berømte malerier er ‘Fem prinser til drikkegilde’, som skildrer en gruppe adelsmænd samlet omkring et bord, hvor de nyder en fest med stegt lam og vin. Klare farver og den enkle, naivistiske stil understreger scenens glædes- og feststemning.

Picassos version af Pirosmani.

Hans brug af dristige farver og flade stiliserede figurer skaber et markant visuelt sprog, der både er fængslende og stemningsfuldt med enkle og alligevel kraftfulde kompositioner. Selv om han, som sagt, var, og stadigvæk er, ukendt i den store offentlighed – ja, selv for fagfolk – var hans billeder beundret og tjente som inspiration for berømte kunstnere som Picasso, der endda har skabt et stærkt portræt af ham fanget i maleprocessen. Dette uanset at man ikke en gang ved, hvordan Pirosmani så ud. I Georgien er han nærmest en folkehelt.

Generelt er Pirosmanis malerier en sand fornøjelse at opleve. Man kan ikke andet end knuselske hans billeder. Dejligt, at Louisiana har hentet en så stor samling af hans billeder til Danmark, så hans værker kan få større udbredelse end hidtil. Det er et lille skridt imod, at hans arbejde fortsat kan inspirere og betage publikum over hele verden og give ham en fortjent plads i kunsthistorien. Hans unikke stil har i hvert fald givet ham en plads blandt de store inden for moderne kunst, og hans malerier fortsætter forståeligt nok med at inspirere og betage publikum hvor billederne vises frem. Uanset om man er fan af georgisk kultur eller blot værdsætter kraften af rå følelser i kunst, skal man ikke gå glip af udstillingen på Louisiana, som i forbindelse med udstillingen også har produceret et flot, rigt illustreret og informativt katalog.

Louisiana: 4. maj – 20. august 2023

Niko Pirosmani: ‘Fem prinser til drikkegilde’ (1906).

Siden 2013 har SMK Fridays været Københavns sociale og eksperimenterende fredagsbegivenhed, der blander kunst, talks, musik og drinks til en anderledes museumsoplevelse i aftentimerne på SMK – Statens Museum for Kunst. Nu giver et ni-årigt strategisk partnerskab mellem SMK og Bikubenfonden mulighed for, at SMK Fridays kan sætte nye standarder for fællesskaber med kunsten i centrum. Efter ti år, 58 festlige fredage og besøg af knap 200.000 gæster er SMK Fridays i dag en fuldstændig integreret del af SMK. Syv fredage om året har både unge og ældre valfartet til nationalgalleriet for at være en del af fredagsformatet, som udforsker og udfordrer, hvad et museumsbesøg kan være. Bikubenfonden har støttet SMK Fridays gennem alle årene. Med en ny bevilling muliggør fonden, at det populære format kan fortsætte i yderligere ni år. Som noget helt nyt har SMK og Bikubenfonden indgået et strategisk partnerskab, der både skal udvikle SMK Fridays og være med til at understøtte SMK’s ønske om at være mødested for flere og for flere forskellige mennesker. Med et langsigtet partnerskab kan SMK Fridays nu løftes til et endnu mere ambitiøst niveau.

“Som Danmarks nationalgalleri har vi et ønske om være et sted for fællesskab og for samtaler, og det får vi nu mulighed for at arbejde endnu mere intenst med,” udtaler Mikkel Bogh, direktør for SMK. Foto: Malthe Ivarsson

På udstillingen To Rum i Den Sorte Diamant udforsker Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen ifølge det skriftlige materiale krigens væsen og de spor, den sætter i civilisationer og kulturer. Ismar Čirkinagić flygtede i 1990’erne fra krigen i Bosnien-Hercegovina, og har således et indgående kendskab til krig og ufred og tager i sine værker udgangspunkt i faktiske begivenheder og fortællinger. Per Bak Jensen ser udefra ind i krigens gru og forsøger at finde visuelle allegorier over en civilisations afgrund, der for ham og for de fleste mennesker er helt ubegribelig.

Udstillingen er æstetisk flot sat op – fra man træder ned til den dæmpede belysning og ser teksterne på væggen ved indgangen og til man træder ind i selve udstillingen, hvor alt er sat nydeligt og snorlige op. Men hvad har det hele med krig at gøre? Ja, her må man ty til teksterne i udstillingsfolderen for overhovedet at få en idé om, hvordan denne superæstetik hænger sammen med krig og gru. Det er tekster som “Vi lever i en verden, der bygger på logiske forbindelser, og derfor forstår vi ikke essensen af de fænomener og ting, vi er omgivet af, men tyder disse gennem deres kausalitet i forhold til os selv. Vores viden er således formålsbestemt og subjektiv. Dette subjektivitets princip …” osv. osv.  Tak for kaffe ..!

Værket Distant frontier består af 100 dyre franske årgangsvine, der står på  rad og række. Et par stikprøver viser, at det er vine til omkring 1.000 kr. stykket. Hvis man kigger nøje efter er de alle sammen fra årgang 1992. Om værket står der: “Når vinen fra en bestemt høst bliver sat på flaske, er den et minde om en god eller dårlig årgang – grænsen mellem dengang og nu eller en imaginær konstant – alt imens processerne såvel under proppen såvel som uden for flasken fortsat er i fuld forandring. Dette limbo-forhold mellem proces og oplevelse er selvfølgelig subjektivt …” 

Hvad sker der med de 100 flasker vin? De burde foræres til en person, der på en forståelig måde kan forklare, hvad værket går ud på. Eller, bedre endnu, sættes på auktion, hvor pengene efterfølgende doneres til krigens ofre.

Per Bak Jensen har bidraget med kæmpestore fotostater – et af en tiger der ligger og hviler sig i en grotte i en zoo, et fotografi af underdelen af en bryllupskjole samt et fotografi af et æg. Alle billeder er i hans vanlige stil, selvfølgelig – ultraskarpe og æstetisk flotte. Kunstnerne har desuden skabt en fuldstændig sløret og uskarp video på to storskærme, som af uransagelige årsager vises omvendt på den ene skærm.

Vil man opleve en udstilling, der som sagt er en æstetisk nydelse, og som trods alt sætter tanker i gang kan man godt få en god oplevelse – men ikke om krig og elendighed. Hvis man vil gå dybere ind i ideerne omkring udstillingen og er i besiddelse af en højere uddannelse, kan man forsøge at læse teksterne i brochuren og se, om der kan udledes noget her.

Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek: 11. februar – 22. april 2023.

100 flasker fransk årgangsvin på rad og række. En allegori om krigens gru?

Blomstrende bladkaktus. Foto: Andreas Bastiansen.

De store akvareller af fynbomaleren Anna Syberg i den dæmpede belysning på Den Hirschsprungske Samling virker både som sød kammermusik og improviseret jazz. Kammermusikken, når jeg iagttager de skønne blomster i forskellige stadier, og jazzen når jeg i et billede bliver opslugt af at følge den skarpe iagttagelse af utallige stænglers vandring i et tilsyneladende kaos af stængler, hvor beskueren ledes på vildveje som i et utæmmet landskab. Det er udbytterigt at fordybe sig i de enkelte motiver, der er overlegent udført i den flygtige akvarelteknik, og som virker helt abstrakte, når man zoomer ind og gransker dem på tæt hold. Ofte er dele af motiverne accentuerede med effektfulde sorte konturer i tusch. Hendes kærlighed til væksterne – og dermed til livet? – strømmer ud fra akvarellerne og fra de forbavsende få oliebilleder hun malede. De fleste af motiverne er hentet i hendes, og hendes mand Fritz Sybergs, hjem som må have været en overflod af planter i potter og vaser. Flere af billederne ser umiddelbart ufærdige ud, men det er som et greb, der giver stof til eftertanke – et værk man selv kan digte videre på.

“Anna Syberg var et af de haardeste og følsomste Mennesker jeg har kendt, en Kriger og en Veninde, Moder, Kunstner og vild Kvinde.” – Johannes V. Jensen

”Mest var det Blomsterbillederne, der gav hende den særlige Stilling, ikke blot indenfor hendes egen Kres, men ogsaa udenfor den: hun var i al Beskedenhed vor bedste Blomstermalerinde.” – Ernst Goldschmidt.

Men man skal ikke tage fejl af den følsomme ‘blomstermalerinde’, for hun var en på mange måder frigjort kvinde med sine meningers mod om både kunst og samfundsforhold. Om Den Kgl. Porcelainsfabrik, hvor hun i en årrække var porcelænsmaler, skriver hun: ”Jeg maler stadig Prøver paa Fabriken, de lider af den grinagtige Fejl at være ‘for gode”’’ – nemlig bedre malede end Modellerne, jeg sidder nu og øver mig i at gøre dem daarligere; (…) den gamle Overmaler holder smaa Malerforedrag for mig, han ender gerne saadan: ja alt dette siger jeg nu kun til Dem, for jeg ved, at De forstaar mig, de andre vilde ikke kunne forstaa et Muk deraf.”

Anna og Fritz levede i stor fattigdom hele livet. De få midler, de rådede over, primært ved salg af Fritz’ billeder, prioriterede de at bruge på en pige i huset samt på udlandsrejser. I et brev til vennen, skribenten og kollegaen Ernst Goldschmidt belærer hun ham ligefrem: ”Hvordan i Himlens Navn kan Fattigdom hindre Dem i at male – den maa jo netop tvinge Dem dertil. Saa længe De ejer 10 øre til Havregrød har De jo 4 Timer til Deres Raadighed indtil Sulten melder sig igen og De kan i den Tid skabe ny Værdi til et nyt Maaltid. Har De ikke Raad til en Model, saa mal uden Model, men mal noget, mal noget skidt, hvis De ikke kan male godt, men lad være med at spare paa Talentet.”

I 1910 skal Anna lide den tort, at hendes egen bror, kunstneren Peter Hansen, som medlem af optagelseskomiteen, nægter at indlemme hendes, og andre kvindelige kunstneres, værker i det nyåbnede Fåborg Museum. I et brev til broren skriver hun: ”Kære Peter, Hvor du dog skaber dig. Du stemte imod mig ved Faaborg Museet ud fra høje ideelle Forestillinger om at varetage Kunstens Tarv i Danmark. ”Du vilde ikke skjule for mig”, skrev du, at jeg og de andre Damer ingen Betydning havde for dansk Kunst”. Hun blev dog alligevel repræsenteret på museet trods modstanden fra Peter og et par andre medlemmer.

Citaterne er fra en udmærket ‘faktaopstilling’ i udstillingen, der i det hele taget præget af gode og læsevenlige tekster både ved billederne og på ophængte bannere. Desuden har Fåborg Museum produceret en rigt illustreret bog.

Om Anna Syberg (1870-1914): Voksede op i Faaborg som datter af dekorations- og malermester Syrak Hansen, hvis værksted og hjem blev et mødested for kredsen omkring Anna og hendes bror Peter Hansen, der begge var centrale kunstnere i den kunstnerkoloni, som opstod i Faaborg i 1890’erne. Som kunstner fik Anna Syberg den første undervisning af sin far på Teknisk Skole i Faaborg. Hun tog til København som ung og modtog undervisning i tegning og maleri. Efterfølgende arbejdede hun som dekorationsmaler på Den Kongelige Porcelainsfabrik. I 1894 blev hun gift med maleren Fritz Syberg og de slog sig ned på Fyn. Sammen foretog de flere udenlandsrejser, fik i alt syv børn og skabte sig et fælles kunstnerhjem først i Svanninge og siden i Kerteminde.

Den Hirschsprungske Samling: 11. januar – 21. maj 2023

Richard Prince: Untitled (Girlfriend), 1993, Courtesy the Artist, © Richard Prince Studio. Foto: Jena Cumbo Photography.

Richard Prince, Richard Prince, Richard Prince. Navnet skurrer i hovedet på mig. Udklip af halvnøgne biker chicks med struttende bryster, maskuline cowboys og potente heste, hvide sexede sygeplejersker formummede med hvide kirurgiske mundbind. Smukke, sexede hvide kvinder på Instagram, der også gerne viser brysterne frem. Muskelbiler. Tegninger, der plagierer mestre som Picasso og de Kooning. Prince stjæler med arme og ben. Som Andy Warhol, så rammende udtrykte det: “Kunst – det er, hvad du kan slippe afsted med”.

Prince er blevet berømt og berygtet ved at affotografere andre fotografers billeder fra glittede populærmagasiner. I USA har man et retsligt begreb, der hedder ‘fair use’, hvilket betyder, at man frit kan bruge andre fotografers og andre kunstneres værker og derved i kunstnerisk øjemed omgå copyrightloven ved i mere eller mindre grad at modificere de originale værker. Man ‘approprierer’ dem – gør dem til sine egne ved at ændre, tilføje eller fjerne noget af det oprindelige billede. Det blev voldsomt populært i halvfjerdserne, hvor ‘approprieringskunstnerne’ trådte frem på scenen – for at omfavne og fortolke især populærkulturen.

For at tjene penge jobbede Prince, før han blev kunstner, i udklipsafdelingen hos mediekoncernen Times inc, hvor han saksede artikler og reklamer fra de mange kulørte magasiner til orientering af koncernens reklamekunder og forfattere. I ti år murede sig inde i den enorme 22-etagers bygning på Avenue of the Americas i New York City, der, ifølge ham selv, indeholdt alt hvad man behøver i hverdagen.

Når udstillingen hedder ‘Same man’ er det ifølge kurator Anders Kold dels fordi det er titlen på et af udstillingens værker, og ikke mindst fordi der ikke er nogen klar genkendelig stil eller retning i Princes oeuvre. Han arbejder som i en blandet landhandel med foto, tegning, maleri, collager og skulpturer – uden man får indtrykket af, at det er den samme kunstner, der har skabt alle de forskellige værker.

Billederne fra hans mest berømte serie ‘Cowboys’, hvor han har sakset annoncer for Marlboro-cigaretter og fjernet teksterne ved at beskære dem, har fine æstetiske kvaliteter, og de bedste af dem er overraskende, storslåede, dynamiske og – ja – faktisk uforglemmelige. Hans ‘New Portraits’-serie består af screenshots fra Instagram-profiler – også her fortrinsvis smukke, hvide og sexede kvinder – tilsat egne kommentarer, er et ærligt forsøg på at skabe en nytænkende æstetik, der afspejler nutidens selfie-kultur. Desværre er der kun ét enkelt lille eksempel på denne banebrydende serie.

Fra Manhattans menneskemylder flyttede han 300 km nordpå til et naturområde upstate New York, hvor han for første gang begyndte at fotografere udendørs – med egne fotografier! Det blev til serien ’Upstate’, som han skabte for at dokumentere et miljø og en livsstil, der var fuldstændig adskilt fra kunstverden og udskejelserne i New York City – billeder af en landsdel i forfald og tilbagegang, forladte swimmingpools, basketnet, biler og huse.

Louisiana Channel har produceret en interessant film, hvor Prince i en længere monolog tilsat gamle filmstumper  fortæller om sit liv og kunst. Her ser jeg ikke – som ventet – en brovtende og arrogant machokunstner, der ihærdigt forsøger at skabe opmærksomhed ved at fremprovokere retssager over copyright. Jeg ser til min overraskelse et ensomt, sårbart menneske, der i en velformuleret enetale troværdigt og åbent fortæller om sit liv og reflekterer over sin kunst. Kan man andet end elske den mand efter at have set filmen?

Glem tyverierne, glem retssagerne, glem besættelsen af smukke, hvide kvinders bryster. Tilbage står trods alt en hudløs ærlig kunstner, som afspejler det forbrugssamfund og den tid, han lever i – men ikke vil være en del af.

Så ser vi frem til, hvad hans nye udspil bliver.

Louisiana: 17. november 2022 – 10. april 2023

Kunstnerens nok mest ikoniske cowboy-og-hest billede.
Richard Prince: Untitled (Cowboy), Courtesy the Artist, © Richard Prince Studio

Det nye skørt rettes til. Foto: Ana-Cecilia-Gonzalez ©

Et af Glyptotekets mange slagnumre – den næsten en meter høje figur Lille danserinde, 14 år (1880) af Edgar Degas – har fået et tiltrængt nyt skørt. Det fejres ved en særudstilling, ‘Kunsten at bevare et mesterværk’ der som bonus giver et sjældent indblik i nykonserverede tegninger af store franske kunstnere som Carpeaux, Delacroix, Millet, Daumier, Corot og Gauguin. Tegningerne er følsomme over for lys og er derfor ikke normalt tilgængelige for publikum, men nu vises de frem i en kort periode.

Degas opholdt sig mange timer på Pariseroperaen for at studere og nedfælde dansernes bevægelser og i det hele taget livet både foran og bag teatrets fortæppe. Men hans virtuose og elskede skildringer af balletbørnene havde en dyster baggrund. Balletbørnene blev kaldt ‘små rotter’ og kom for det meste fra udtalt fattige kår – og ikke kun for at danse – men også for at finde velhavende ‘sugar daddies’. Så de levede i virkeligheden som prostituerede for at kunne forsørge dem selv og deres familier. Degas udnyttede dog ikke de piger, der stod model for ham. Han var efter sigende misogyn og levede i cølibat.

Gennem sin karriere skabte Degas hundredevis af små skulpturer lavet af bivoks, ler, metaltråd, korkpropper og andet, han kunne finde i sit atelier. Den Lille danserinde var oprindeligt én af omkring 150 figurer, man fandt efter kunstnerens død. Hun var klædt i corsage af bomuld og sko og hårbånd i silke. Desuden havde hun ægte menneskehår på hovedet. Hun er den eneste af hans mange voksskulpturer, han nogen sinde har stillet offentligt til skue. Det skete på den 6. impressionistudstilling i Paris i 1881, og hun skabte straks skandale ved sin realisme og pågående formsprog og ved at gå direkte imod tidens gode smag. Efter Degas’ død fik familien støbt en del af figurerne i bronze, heraf 28 eksemplarer af Den Lille danser, hvoraf Glyptoteket er så heldigt at eje et eksemplar.

Christine Horwitz Tommerup, museumsinspektør for fransk og dansk kunst på Glyptoteket, fortæller: ”Degas har ikke efterladt optegnelser over, hvordan han ønskede skørtet skulle se ud. Glyptoteket har valgt at rekonstruere skørtet ud fra den viden, der findes om det oprindelige skørts udseende fra 1881. Nyere forskning har nemlig vist, hvor detaljeret skørtet var: Håndsyet af forskellige lag stof, og håndklippede V-forme i flere lag af tyllen.”

Se processen og overvejelserne bag konserveringen af danserindens skørt her.

Men er skørtet velskabt? Andre museer har valgt andre former og farver. Efter min mening er det for hvidt og kunne godt være lidt mere transparent. Måske i en anden farve end hvid, en farve der passer til den patina bronzearbejdet har. Måske kunne man oven i købet skifte skørtet i ny og næ ..!

Særudstillingen slutter den 22. december – men den Lille danserinde, 14 år bliver heldigvis stående på Glyptoteket, hvor man kan tage hende i øjesyn – med det nye hvide skørt.

Skal skørtet være kridhvidt? Det er jo en vurdering- og smagssag.
Her har jeg approprieret Anders Sune Bergs billede og forsøgt med andre nuancer.

Det er ikke til at se, hvad der er opad eller nedad …

Et af klenodierne hos MoMA – Piets Mondrians ‘New York City 1′ fra 1941 har tilsyneladende i mere end 75 år hængt omvendt. Museet tør dog ikke vende det om, idet de frygter, at billedet vil blive opløst. Det er det ‘ny korrekte’ til højre.

Et andet eksempel er Matisses papirklip ‘Le Bateau’ fra 1953 – som dog blev vendt rigtigt allerede i 1961.

Begge billeder Courtesy of the Museum of Modern Art.

Omfattende og uhyre interessant udstilling på Louisiana byder os velkommen til Tyskland i de ‘Brølende-’, ‘Glade-’ eller ‘Vilde’ 1920’ere, og der er er rigelig føde for både følelser og forstand.

Årtiet efter 1. Verdenskrig står for os som en epoke, der bød på fest og ballade, fremgang, velstand, jazzmusik, frisind. I det hele taget, og på alle måder, et årti med kulturelt frirum og en tro på fremtiden og et håb om sejr for demokratiet. Men der var også dyb fattigdom og politisk uro, og i Tyskland peger årtiet hen på 1930’erne økonomisk nedtur, nazisme og gadekampe.

Udstillingen Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne er en fascinerende rejse 100 år tilbage i tiden – til den tyske Weimarrepublik og mellemkrigsårenes rige kulturproduktion. Med godt 600 værker og dokumenter af flere end 90 kunstnere tegner den stort anlagte udstilling konturerne af en vild epoke i tysk kultur. Foruden maleri, tegning og fotografi viser udstillingen også arkitektur, design, film, teater, litteratur og musik. I perioden søger kunstnerne at indfange den moderne hverdag og at fremstille almindelige menneskers liv og virke på en realistisk og nøgtern måde, der ofte er renset for følsom indlevelse og spænder fra det krasse og satiriske til det knivskarpe, nærmest kliniske – og ofte ‘mennesket som maskine’.

Syv kapitler i udstillingen danner tilsammen, på tværs af kunstneriske udtryksformer, en tematisk opbygget præsentation af 1920’ernes markante tyske bevægelse Neue Sachlichkeit (direkte oversat: ny saglighed): livet i storbyen, den funktionalistiske arkitektur, de teknologiske landvindinger, forlystelseslivet med natklubber og kabareter, den seksuelle frigjorthed, promiskuitet og prostitution, men også kritiske skildringer af arbejderklassens svære levevilkår og kvindernes nye rolle.

Af de mange højdepunkter vil jeg nævne den omfattende præsentation af fotografen August Sander, frankfurterkøkkenet fra Ernst May-bebyggelsen Bornheimer Hang – i størrelse 1:1 (!) samt en lang række pragtfulde portrætmalerier.

PS: Udstillingens lidt kryptiske titel skyldes den tyske litteraturhistoriker Helmut Lethens udtryk – den ‘kolde persona’.

Louisiana: 14. oktober 2022 – 19. februar 2023.

Jeanne Mammen, Langweilige Puppen (Kedelige dukker), 1929,
The George Economou Collection, © Jeanne Mammen / VISDA. Udsnit af billedet.