Marsden Hartley

Marsden Hartley: Adelard the Drowned, Master of the “Phantom”,1938-1939. Weisman Art Museum, Minneapolis,
MN. Bequest of Hudson D. Walker from the Ione and Hudson D. Walker Collection. (Udsnit).

Marsden Hartley hører til blandt de første store moderne kunstnere i det 20. århundredes Amerika. Han var en del af den kunstneriske elite, men alligevel er han en uopdaget plet på det kunsthistoriske verdenskort set fra et nutidigt europæisk perspektiv. Måske på grund af værkets mangesidige karakter, der har gjort det svært at placere ham i kunsthistorien, men nok også fordi der ikke siden begyndelsen af 1960’erne har været vist en retrospektiv præsentation af Hartleys værker i Europa. Louisiana præsenterer i øjeblikket en omfangsrig udstilling Marsden Harley – The earth is all I know of wonder, og det er første gang i 60 år, at man på europæisk grund kan se en retrospektiv udstilling med ham. Udstillingen er inddelt i seks kapitler, der kronologisk beskriver Hartleys kunstneriske proces koblet med både biografisk og kontekstualiserende materiale. Kapitel 1 beskriver Hartleys begyndelse som kunstner, den store indflydelse den europæiske modernisme havde på ham, og er fokuseret på årene 1905-1912, hvor Hartley fortrinsvist malede i Maine og New York. Kapitel 2 omhandler Hartleys ophold i Paris og Berlin i årene 1912-1915, hans møde med Getrude Stein og gruppen af kunstnere omkring tidsskriftet Der Blaue ReiterKapitel 3 fortæller om Hartleys hjemvenden til USA efter 1. Verdenskrigs udbrud og hans forsøg på at nærme sig forestillingen om en autonom amerikansk kunst i årene 1916-1921. Kapitel 4 beretter årene 1921-1931 hvor Hartley opholdt sig i Europa igen; i Berlin, Paris og særligt Provence, hvor han gik i fodsporene på sin store helt, Paul Cézanne. Kapitel 5 drejer om Hartleys tre sidste udenlandsrejser i årene 1932-1935, om mødet med den mexicanske kunst og det sidste ophold i Tyskland. Kapitel 6 følger Hartley i hans sidste leveår, 1935-1943, først i Nova Scotia, hvor en tragedie ændrer hans liv og kunst og siden i barndommens Maine, som han vendte hjem til efter at have undgået det i 25 år. Ydermere vil udstillingen lægge vægt på Hartleys store produktion af digte og essays, og en film bestående af interviews med syv nulevende kunstnere understreger Hartleys betydning – også i dag.

Louisiana: Til 19. januar 2020

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.